You are currently browsing the monthly archive for juli, 2008.
 |
| Fra Texas til Flo… |
Florida er som et helt andet land. Her er palmer, strande, bikiniklædte livsnydere og al den kunstigt skabte forlystelse, man kan tænke sig på en ferie. Efter at have krydset statsgrænsen satte vi straks kursen mod stranden. Ud af bilens trygge airconditionerede verden til en trykkende hede på en perfekt sandstrand med dertilhørende azurblåt hav, der rullede ind på stranden i små lokkende bølger som på kommando.
Kåde som vi var, løb vi straks over strandens stærkt opvarmede sand og direkte ud i havet, indtil en ung hatteklædt fyr med en øl i hånden, en kæmpe cigar i munden og en bikinichick ved sin side råber op om, at vi skal passe på jellyfish – brandmænd. Og der stod vi, med et stærkt et behov for at blive afkølet, og ser, at hele havet er fyldt med brandmænd, og vi må lade de små turistpoter trippe lige så hurtigt op af havet for ikke at blive brændt af de små sataner.
Senere hen har vi dog taget revanche og har badet, solbadet og snorklet på Nordamerikas eneste levende koralrev.
Patriotisk delfinshow – og den ægte slags i naturen
I skrivende stund sidder vi på Hemmingways Key West syd for Florida – med en eksotisk drink i hånden og rejseskrivemaskinen på bardisken. For at rapportere om en amerikatur på langs – både geografisk og liggende på langs på de indbydende strande.
Inden da måtte vi dog kæmpe os igennem Orlando – kongen af forlystelsesparker. Alt hvad der kan formes i papmache er proppet ind i disse kæmpe tivolier, der desværre er mere farvestrålende end interessante. Entre-priserne er skyhøje og smilene kunstigt brede. Vi tog på en dag gennem Seaworld, hvor delfinspring er pakket ind i en patriotisk aura, hvor man hylder havets dyr og amerikanske soldater i krig. Senere kastede vi os ud i alverdens vandrutsjebaner i et nærtliggende vandland og sluttede vores forlystelsesdag af med at se den nye Batmanfilm på et seksetager stort imax-filmlærrede. Velbekomme.
For lige at toppe forlystelseslivet kastede vi en tur på Kennedy Spacecenter ind i legen, inden Miami Beach fik lov at tegne scenen med dens art deko-huse, lange strande, store limosiner og et hobetal af turister i denne flotte og levende storby. Her kunne vi godt komme tilbage på en ferie.
Som sagt er vi nu på Key West, der ligger som rosinen i pølseenden på en perlerække af små, beskyttede øer. De sidste par dage har vi oplevet naturen på vidt forskellige måder men alle i høj fart. I Everglades Nationalpark oplevede vi både delfiner, fugle og krokodiller på tæt hånd, mens vi blev sejlet rundt i det enorme område, der både består af skove, søer og sumpe. Uden for parken prøvede vi en airboat, der skød os lynhurtigtfrem gennem sivene og græssene på under en meter dybt vand.
 |
| Fra Texas til Flo… |
Et par dage forinden lå vi i en stor gummiring og blev langsomt båret ned gennem en flod af den hurtige strøm – Kasper havde taget parasol og cigaretter med, så det var ren afslapning og ganske underholdende. Imens dovnede skildpadderne på bredden, solen bagte, og livet var som på hele turen dejligt.
Vi er stadig mætte oven på den fornemme fiskemenu, vi i aften har nydt som afsked på en måneds overvældende indtryk i Guds eget land. En enkelt drink og øl i baren skal der til, og så et farvel i morgen med dette på mange måder fantastiske men som nævnt i et tidligere indlæg modsætningfyldte og anderledes land.
Skål skipper, vi stikker til Caribien…
 |
| Fra Texas til Flo… |
For hundrede år siden strakte plantagerne sig ud som lagkagestykker langs Mississippi-floden. I dag er der stadig grønne marker, hvor der dyrkes majs, bomuld og andre grøntsager, men slaverne er heldigvis holdt op med at stå for arbejdet. Efter at have kørt på Texas’ brede veje tog vi i Louisiana små afstikkere for at se, hvordan forholdene har været for de tusindvis af afrikanere, der blev sejlet hertil i flere hundrede år. Arven fra den grusomme menneskehandel fylder stadig meget i Sydens bevidstehed. På et lille slave-museum faldt vi i snak med to sorte kvinder, der fortalte om deres forfædres sange, ritualer, skjulte koder og medbragte kultur, og de talte stadig i “vi”, selvom kvindernes liv sandsynligvis ligner de fleste andre amerikaneres med træhus og slået græsplæne, et dårligt betalt job og shopping i nærmeste mall.
Hernede er der dog en forskel, nemlig at de mange fremmede kulturer har kunnet overleve. Creolerne, som især kom fra Frankrig, byggede farvestrålende huse med mange udsmykninger, der stadig står. Maden er langtidstilberedt, og gamle traditioner lever stadig. I New Orleans hænger der for eksempel perler fra trækronerne efter sidste Mardi Gras.
 |
| Fra Texas til Flo… |
Højt på strå med perlekæder
I New Orleans løb vi selv ind i lidt af en perlekæde-misere. Traditionen foreskriver, at kvinderne på Bourbon Street står på altanerne og smider perlekæder ned til de mænd, de finder attraktive. I dag er det dog mest mænd, der står i deres brandert og kaster med de selvsamme plastikperlekæder, og det fik Cecilie at føle, da vi med en ‘big ass beer’ i hånden uforvarende satte os på kantstenen på Bourbon Street. Perlekædederne røg i en lind strøm ned i hovedet på fra altanen over os. Med visse hovedbundsmerter og en lettere eufori over alle de perlekæder, vi nu kunne besmykke os med, satte vi kursen mod et par nætter med jazz og blues.
Vi boede i det franske kvarter, der ligger så højt oppe, at det ikke blev oversvømmet, da Katarina-orkanen ramte byen for tre år siden. Her festede folk stadig, da stormen ødelagde resten af byen, dræbte mange og gjorde over halvdelen af beboerne hjemløse. Byen og hele regionen er stadig stærkt mærket af den ubarmhjertige storm. Der er en tristhed og en hjælpeløshed, der har sænket sig over byen. Indbyggertal er blevet halveret, og Katarina er som et stort, åbent sår. Og samtidig er det er en af USA’s største partybyer. Ganske modsætningsfyldt, som så meget i USA.
Vi så dog ingen af skaderne efter orkanen, der mest hærgede forstaderne og de fattiges kvarterer, men efter at have slikket egne sår efter en våd aften i byen satte vi Dodgen på autopilot og fløj hastigt over Alabama og Mississippi for at slutte vores USA-tur i Florida.
Morgenmad med sherifferne på en klassisk texansk diner 'in the middle of nowhere'
Texas er ikke for tøsedrenge. Det fandt vi ud af, efter at have krydset Bill Clintons Arkansas og var kommet til denne kæmpe stat. Vejene ind til Dallas lå i flere lag oven på hinanden og var fyldt med kæmpe store firhjulstrækkere. De færreste amerikanere kan nøjes med en lille konebil, men i Texas gik super-truck-drømmen helt over gevind.
Mange bilforhandlere ligger midt ude i ingenting men rummer så mange vogne, at de kan fylde en hel Bilka-parkeringsplads x to. Afstandene er da også store og naturen både skovrig, ørkenfyldt, med floder og søer, men alligevel; Det er vel ikke nødvendigt at have kreaturgrill og lad på sin bil, når man blot kører rundt i en millionby omkranset af skyskrabere.
Kan du få Gud til at smile?
Bush kommer jo fra Texas, og man kan tydeligt mærke, hvor hans samfundsopfattelse er fostret. Mens diverse mænd har sat plakater op for at blive valgt til sherif, og aviser og billbords reklamerer med skydevåben, råber slogans med kristne budskaber fra hver en baptist-kirke.
“His bodypiercing saved my life” var en af de mere kreative, mens “Have you made God smile today?” og deslige er normale opfordringer. Bibelbæltet går også igennem her.
Apropos valgplakater er det sjovt at se, hvordan man kan stille op til hvad som helst. Udover sherif er der blandt andet kamp om jobbet som borgmester, dommer, medlem af skolebestyrelsen og skatteindsamler. Det bliver spændende at følge præsidentvalget, for opvarmningen er i topgear.
Vi havde håbet at se nogle ægte cowboys med hat og det hele, men de må bo endnu længere vestpå. Vi satte derfor kursen mod de klassiske sydstater med start i Louisiana.
Cecilie store drøm gik i opfyldelse. En sindsoprivende tur i Dolly Partons forlystelsespark
Efter noget tid oppe i bjergene trækker vi ned mod Tennesse, hvor forlystelsesparken Dollywood er første, larmende stop efter et par rolige dage i naturen.
Vejen til Dollywood er en stor forlystelsespark. Storbarmet Dolly Parton er ikke bare en industri i sig selv, hun har skabt en hel by i neon, der strækker sig mere end 15 kilometer langs hovedvejen. Skilte reklamerer med fastfoodkæder, vi aldrig har hørt om før, og alverdens farvestrålende tivolier har alt fra minigolf og vandrutsjebaner til dinosauerskeletter og gocartbaner. Indimellem har store mallls slået deres outlet-butikker op, og så er der små forretninger, der sælger alt under navnet Dolly. Det er som Disneyland møder en tecnofest. Dollys lille park var dog en anelse skuffende, for selvom vi prøvede to rutsjebaner, de fuldstændig tog pusten fra os med flere loops og dybe fald, kunne man ikke se, at den havde noget med Dolly Parton at gøre. Det var mere en 50′er- og countrypark for amerikas tykke legebørn. Flere var så tykke, at de blev smidt af forlystelserne, fordi sikkerhedsbøjlen ikke kunne lukke, andre kunne slet og ret ikke være i sædet. Vi har før skrevet, at amerikanerne er velpolstrede, men i løbet af få dage så vi så mange tykke mennesker, at vi knap kunne tro det. Det er der ikke noget at sige til, når man overalt kan få burgere og har svært ved at finde en ting på menukortet, der ikke er sovset til i ost.
Rædselskabinet
Jeff og Jeremy er i det lune hjørne. Senere står den på bizart udseende ludere
Fra Dollywood arbejder vi os i vores hvide Dodge Avenger sikkert sat på cruise control videre ind i midtvestens redneckland. I Nashville og Memphis, står den på country- og bluesmusik på små barer. Begge byer er bygget med en lang festgade, hvor folk virvler ud og ind mellem hinanden, når aftenen falder på. Resten af byerne er der ikke så meget ved, men det er fedt at kunne gå fra det ene sted til det andet, stoppe op og lytte lidt, og så bare kunne gå ind ved siden af og få en ny drink, hvis man har lyst til at høre et andet band. I Nashville byder Jeff og Jeremy os på nogle sødlige, klamme blå drinks, mens de selv drevent samler et par bizart udseende ludere op. Selv prøver vi at koncentrere os om bluesbandet.
Graceland er et godt eksempel på Elvis' tvivlsomme smag i indretning
Og når vi nu alligevel var godt igang med USA’s musikkultur og underholdningsindustri, skal vi selvfølgelig ned at se Elvis´ hjem. Et sandt rædseslkabinet. Graceland er et virtuelt indblik i 70′ernes indretningsstil, og Elvis var ikke bleg for at give den på alle tangenter. Guldornamenteringer, falsk græs i loftet, indendørs vandfald og pangfarver er blot nogle af de smagløse påfund i villaen. Adskillige af hans rhinstensbesatte buksedragter er også udstillet, ligesom hans pivate fly- og bilsamlinger.
Og så var vi fyldt op med bling, drinks, neon og larm. Næste stop Texas.
Lægerne giver kun Roy et halvt år at leve i endnu. Nu er han taget ud på sin sidste tur til Georgia for at grave efter guld
Den dag Roy Hooker mistede sit kørekort, fik hustruen Joan sit. Hun havde altid ønkset sig en rød bil, så sådan en fik hun også. Den skal nemlig fragte parret fra Pennsylvania til Georgia – det er Roys sidste ønske.
Hans læge har sagt, at han kun har et halvt år tilbage at leve i på grund af nyresvigt, så den sidste tid skal bruges på at finde guld i Georgias undergrund, også selvom han dør på turen til Georgia, hvilket Joan frygter.
Vi mødte de to ærkeamerikanere ved indgangen til nationalvejen Blue Ridge Highvway, der krydser tre stater ad en 600 kilometer kroget tur gennem bjerge og skove. Det er som at køre i de franske alper, og man skal konstant dreje på rattet. Kasper har opdaget ‘cruise control’, så bilen blev indstillet på den tilladte hastighed, og så var det bare derudaf med udkig til grønne træer, buede marker og rhododendronbuske på begge sider.
Bagel-trekking
Undervejs gjorde vi holdt for at trekke en time til halvanden og kunne spise vores medbragte bagels på toppen af et bjerg med udsigt over det smukke landskab. Ofte var vi helt alene på asfalten, indtil en flok mototcyklister kom snigende bagfra med vind i håret og sol i øjnene. Vejrforholdene svinger ekstremt så højt oppe, og hver aften måtte vi krabbe os til nærmeste småby, når tordenbragene rungede i den varme nat, og lynene skar sig gennem regnbomberne lige over vores hoveder.
Men så fik vi set en anden del af USA; her hvor folk lever. Små, nedslidte træhuse ligger på hver side af skråningerne mellem baptistkirker og store valgplakater, og i landsbyen Bedford i North Carolina kunne vi få spareribs og en god steak på en nedlagt togstation. Efter to dage på den blå parkway var vi dog mætte af natur og friske på at søge ud på de store, sekssporede motorveje, der skal tage os endnu længere ned sydpå. Næste stop er Tennessee – nærmere bestemt forlystelsesparken Dollywood ved Great Smokey Mountains.
Manden i hotelelevatoren kigger på os med et svedent look og siger på den mest drevne Idaho-accent: ”am here to do my hobby, metal detectors“.
Vi er nået til gøglernes paradis, Virgina Beach, en kæmpe ferieby loadet med amerikanske turister og gøglere i alle afskygninger, der underholder, larmer og entertainer for fulde drøn. Manden fra hotellet går med sin metaldetektor på stranden to gange om dagen for at lede efter glemte smykker – bare som en hobby, som han stolt siger til os. Dagens høst har været mager: en enkelt guldring. Den fylder ikke meget i konens efterhånden velvoksne smykkeskrin.
On wheels
Dagen startede ellers mere stille og roligt i Washington. Efter at have haft en søndag fyldt med imponerende monumenter, brede avenuer og polerede parker var vi en smule trætte af det statsmandsagtige byliv. Her er nydeligt og voluminøst, men også en smule kedeligt, så derfor byttede vi vores hyggelige bed and breakfast ud med en super sej øse af mærket Dodger – det lyder stort og hurtigt. Kasper synes, det er en sportsvogn, mens Cecilie kalder det en familiebil. Uanset bilens kategori satte vi kursen øst- og sydover gennem Maryland og Virgina. På ‘cruise control’ startede vi vores 23-dage lange roadtrip i det amerikanske.
Krabbe-symfoni
Første stop var Cambridge, hvor vi på havnefronten labbede en symfoni af krabbe pakket ind i ost i os med udsigt til bugten Cheasabeke Bay. Videre ned af kysten mødte vi Bill og Bill, der netop var kommet I havn med en kæmpe tunfisk på krogen efter 11 timers sejlads, før vi definitivt satte kursen mod Virgina Beach.
Byen er intet mindre end et inferno. Som hvis Disneyland og Hollywood mødte Mallorca på speed. Rendyrket hurlumhej. Der er skruet godt op for larm, lys, souvenirbutikker, gadespas og amatørbands, der bidrager med deres “kunst” på hvert et gadehjørne. De amerikanske turister skal underholdes. Heldigvis kan man på hjørnet af 24. gade finde en lille bar kaldet ‘Harpoon Larry’s Oyster Bar’, der hver mandag severer østers til kun 35 cents stykket. Vi valgte killer-menuen, ja, det hedder den, med et sølvfad fuld af friskfanget, dampet seafood. Endnu en gang I dag kunne vi sætte bisserne I krabber foruden to slags muslinger, krebs, rejer og østers. Servietten var en omgang køkkenrulle, og øllene kostede kun 13 kroner for en stor fadøl. Og så ligner baren en gammeldags saloon, hvor man må ryge, spille bordfodbold og slå sig løs uden fornemme tjeneres formanen. Det bedste af to verdner mødte hinanden, og vi blev nødt til at komme igen efter en tur ned af strandpromenaden.
I morgen fortsætter vores bilferie videre vestpå i Virginia mod West Virginia, hvor vi vil prøve at finde en af USA’s 10 smukkeste ruter mod Smokey Mountains. Indtil videre har vi kørt gennem fem stater, og vi er klar på endnu flere.
Reverend Billy prædiker frihed og No Shopping
Fredag er ikke blot en god dag, fordi solen skinner, og vi er sammen med Kaare og hans kæreste, Sarah. Det er også USA’s uafhængighedsdag, og hvad er bedre end at fejre den med en ordentlig opsang fra bedstemødrenes fredsparade og den karismatiske reverent Billy fra Church of No Shopping. Derfor tog vi i Central Park med poser fulde af brød, pålæg, frugt og juice for at møde amerikanerne på denne stolte dag.
Foran Strawberry Fields, der er en plads i parken til ære for John lennon, som blev skudt på gaden ved siden af, var alverdens gode galninge samlet for at læse op af uafhængighedserklæringen og sværge modstand mod Bush og Irak-krigen.
Amerikanerne fejrer 4. juli med manér
Reverend Billy valgte at synge en af tillægslovene, og således opstemt og med mod på mere musik tog vi til Brooklyn, hvor der var ‘open bar-fest’. Is, øl og hård punk/rock-musik var gratis, og det var fedt at sidde i en udendørs grushave og være sammen med en masse unge, vi ellers aldrig ville have støvet op inde i centrum.
Da mørket var ved at falde på, kørte vi med taxi til en berømt restaurant i Brooklyn, der er indrettet som en sporvogn og helt afslappet serverer fantastisk mad. Vi fik forskellige muslinger med baconstykker, chili, koriander og fiskestykker – en sær men velsmagende blanding. Og så var det tid til fyrværkeri.
Muslinger og bacon glider ned sammen på en Diner i Brooklyn, hvor vi spiser med Sarah og Kaare
Jo, Tivolis er flot, men her havde 50 fyrværkere arbejdet på ikke kun at fejre dagen, men også indkøbscenteret Macy’s’ 150 års jubilæum. Krudtet bragede over hele New York, og i forskellige farver tonede lys formet som planeter med ringe om sig frem på nattehimlen. Små grønne puf, kaskader af hvid lysregn, ringe, der eksploderer i endnu flere ringe og forskelligfarvede fontæner haglede over hele byen. Vi så fyrværkeriet fra vandsiden og kunne bagefter opleve skylinen på den ene side og Eliassons vandfald på den anden. Flot, prangende, amerikansk.
Lørdag gik turen hurtigt ned forbi Museum of Modern Arts, inden vi tog en greyhound til Washington, D C. Vores værelse har falsk kamin, flæser, tapet og et lille vaskebord, så det er fine omend lidt vamelt-romantiske forhold. For at sætte lidt kontrast på, valgte vi at spise aftensmad på taget af en resturant, hvor alle de unge hænger ud og drikker sig fulde. Heldigvis bor vi i den livlige del og festlige del af byen, så hvis vi bare husker ID (Cecilie har allerede prøvet ikke at måtte blive serveret alkohol) skal vi nok få rystet embedsmandsbyen lidt op.
Ja, gangarten er ikke elegant
Luften står nærmest stille. Det er tindrende varmt, og vi sidder på en bænk i Greenich Villlage. Vi skulle have været på sightseeing, men lige nu er det for varmt til at lave andet end at sidde på en bænk og drikke kølige drikke. Og kigge på mennesker.
New York er som en zooligsk have for mennesker. Der er alle typer, og det er en fornøjelse bare at sidde at se på de ultrære typer, som her repræsenterer menneskeheden. Vi undlader dog at fodre dem, og for de flestes vedkommende er det heller ikke nødvendigt. Det har de allerede selv klaret. Fyren, der sidder ved siden af os på bænken, er enorm. Han er så tyk, at han dårligt kan gå. Det er en helt særegen form for vralten, der ikke vinder nogle skønhedspriser. Og så taler han præcis som Tony Soprano og siger fuck op til flere gange i hver sætning. Stor underholdning.
I går havde vi en rigtig dejlig dag. Det blæste lidt mere, og luften gjorde os godt. Vi startede dagen I Central Park med en bagel og udsigt til alle de joggende småbørns mødre, der løb parken tynd med deres små afkom sikkert placeret I små barnevogne. De fleste med børn I parken var dog sorte nannies, der samledes på legepladser for at underholde de riges unger.Efter at have nydt alt det grønne tog vi helt ned syd på Manhatten ned til Wall Street, hvor frokost-pausen var ved at sætte ind, og jakkesætklædte fyre vrimlede ud for finde lidt at spise. Både bygninger og stemming ændrer sig I takt med, hvor langt oppe og nede på Manhattan, vi er, og det er sjovt at se forandringen, når man blot bevæger sig nogle få gader hen eller op. Når vi nu var I kvarteret, to vi os et hurting kig på den gigantiske byggeplads, hvor World Trade Center engang hævede sig op blandt de andre skyskrabere. Og så tog vi mod vandet.
Hip-hop-poesi på natklub
Ingen tur til New York uden at have hilst på den gamle dame ud for byen, men I stedet for at købe en dyr turist-billet tog vi en gratis pendler-færge til Staten Island og fik set Frihedsgudinden på afstand. At New York er fyldt med gratis ting passer os glimrende. Vi kunne bagefter sidde I en park med Kaspers bærbare på gratis trådløst net og ringe til Kaare fra avisen, som fluks inviterede os ud til middag og rap-musik i en poesiklub. Han bor på 8. gade, der vrimler med liv, små boder, kreative folk og alverdens tingel-tangel. Et super fedt sted, vi glæder os til at skulle ned på igen i aften. Nu vil vi gå mod Chinatown, inden nattens nye oplevelser venter et sted derude.
Noget jetlagged er vi netop ankommet til New York efter en lille tur rundt om Geneve i Schweiz.
Varmen pumper i blodet, luftfugtigheden er anmasende og trafikken hektisk. Godt svedige fandt vi vores hotel i første hug på Upper West på Manhattan. Det er ikke meget større end et kosteskab, men har ‘walk-in-closet’ og ligger lige ved subwayen.
”If you can make it here, you can make it anywhere”
Vi trakterede os selv med kylling og kartoffelmos, caesarsalat og to store cola’er på en udendørscafe. Rygepolitikken fik vi hurtigt at mærke, for INGEN har en smøg hængende ud af flaben, og selvom man sidder ude og spiser, skal cigaretterne indtages på den anden side af restaurantens rækværk.
Vi havde nu heller ikke brug for at sidde stille for længe, så med sækken fyldt og humøret højt slendrede vi en tur ned gennem Broadway. Duftindtrykkene ramte os på hvert et gadehjærne, og selvom vi hverken kunne se skraldespande eller cigarrygende mænd blandede lugtene sig i det orange skær fra en nedadgående sol. Og i tusmærket ramte vi for enden af gaden lysinfernoet på Times Square.
Her blinker alting – ligesom på film. Selv politiet har fået neon i skiltet, og overalt myldrer indfødte og turister ud og ind mellem hinanden og tværs over de fem-sporede veje, der er tætpakkede med gule taxier. Det tog næsten pusten fra os, men satte et godt udgangspunkt for vores store Amerika-tur.
Godt trætte er vi ved at dejse omkuld på hotelværelset med en Brooklyn Pilsner i hånden. I morgen går det for alvor løs i det store æble, der aldrig sover. Det gør vi dog.
God nat -
Kasper og Cecilie
Kasper
cillex
seneste hilsen