Fra Texas til Flo…

For hundrede år siden strakte plantagerne sig ud som lagkagestykker langs Mississippi-floden. I dag er der stadig grønne marker, hvor der dyrkes majs, bomuld og andre grøntsager, men slaverne er heldigvis holdt op med at stå for arbejdet. Efter at have kørt på Texas’ brede veje tog vi i Louisiana små afstikkere for at se, hvordan forholdene har været for de tusindvis af afrikanere, der blev sejlet hertil i flere hundrede år. Arven fra den grusomme menneskehandel fylder stadig meget i Sydens bevidstehed. På et lille slave-museum faldt vi i snak med to sorte kvinder, der fortalte om deres forfædres sange, ritualer, skjulte koder og medbragte kultur, og de talte stadig i “vi”, selvom kvindernes liv sandsynligvis ligner de fleste andre amerikaneres med træhus og slået græsplæne, et dårligt betalt job og shopping i nærmeste mall.

Hernede er der dog en forskel, nemlig at de mange fremmede kulturer har kunnet overleve. Creolerne, som især kom fra Frankrig, byggede farvestrålende huse med mange udsmykninger, der stadig står. Maden er langtidstilberedt, og gamle traditioner lever stadig. I New Orleans hænger der for eksempel perler fra trækronerne efter sidste Mardi Gras.

Fra Texas til Flo…

Højt på strå med perlekæder
I New Orleans løb vi selv ind i lidt af en perlekæde-misere. Traditionen foreskriver, at kvinderne på Bourbon Street står på altanerne og smider perlekæder ned til de mænd, de finder attraktive. I dag er det dog mest mænd, der står i deres brandert og kaster med de selvsamme  plastikperlekæder, og det fik Cecilie at føle, da vi med en ‘big ass beer’ i hånden uforvarende satte os på kantstenen på Bourbon Street. Perlekædederne røg i en lind strøm ned i hovedet på fra altanen over os. Med visse hovedbundsmerter og en lettere eufori over alle de perlekæder, vi nu kunne besmykke os med, satte vi kursen mod et par nætter med jazz og blues.

Vi boede i det franske kvarter, der ligger så højt oppe, at det ikke blev oversvømmet, da Katarina-orkanen ramte byen for tre år siden. Her festede folk stadig, da stormen ødelagde resten af byen, dræbte mange og gjorde over halvdelen af beboerne hjemløse. Byen og hele regionen er stadig stærkt mærket af den ubarmhjertige storm. Der er en tristhed og en hjælpeløshed, der har sænket sig over byen. Indbyggertal er blevet halveret, og Katarina er som et stort, åbent sår. Og samtidig er det er en af USA’s største partybyer. Ganske modsætningsfyldt, som så meget i USA.

Vi så dog ingen af skaderne efter orkanen, der mest hærgede forstaderne og de fattiges kvarterer, men efter at have slikket egne sår efter en våd aften i byen satte vi Dodgen på autopilot og fløj hastigt over Alabama og Mississippi for at slutte vores USA-tur i Florida.