Højt at flyve…

Fra Venezuela

Udsigten er bjergtagende, luften tynd, og efter et lille tilløb hopper vi frygtesløse ud over bjergsiden. Den faste grund forsvinder med ét under os, maven slår en kolbøtte, og paraglideren tager over. I to kilometers højde svæver vi over Andesbjergene.

Vi er nået til Merida i Venezuela – en bjerglandsby i Andesbjergene. Det er som en forlystelsespark for naturelskere og adrenalinjunkier. Her kan man vandre, klatre, køre på mountain bike i fuld fart ned ad bjerget, paraglide og mange andre farefulde stunts. Vi er stadig søsyge efter paraglidingen, hvor Cecilie oplevede at brække sig hængende i luften. 

Backpacker-rosset
Inden vi nåede så langt, sejlede vi fra Trinidad til Venezuela med en lille båd. Her mødte vi for første gang på vores tur mennesker, der rejste som os selv: laid back, cruisende med en rygsæk på ryggen. Vi slog de første par dage i Hugo Chavez-land følge med et hollandsk par og en ung belgier som også var med båden.

Vi havde desværre ingen guidebog, så vi så vores snit til at kigge lidt i deres og valgte derfor at tage til Rio Carib ligesom dem på den nordlige kyst. Desværre var der kun to dobbetværelser påvores hotel, så vi fik loddet at sove med den unge belgier, der var på sin første tur.
“Den fyr kommer i problemer,” sagde vi fire andre til hinanden, og ganske rigtigt. Da vi næste dag tog ud til en lille, afsiddes strand med kæmpe bølger blev hans kamera stjålet, fordi han havde stillet sine ting væk fra vores andres.

Fra Venezuela

Herefter satte vi fart på. Et kort stop i en større by og hutigt gennem Caracas. Det er verdens farligste by, hvis man kigger på dødsraten, og kun få byzoner er mindre risikable at være i, hvor politiet desuen tør komme - ikke lige noget for os.

Chavez-land
Venezuela er, hvis man ser bort fra de mange røveriske overfald, et rart land at rejse i. Menneskene er venlige, naturen storslået og atmosfæren afslappet. Præsidenten Hugo Chavez styrer landet med hård hånd. Han valgte for et par år siden at sætte tiden i landet en halv time tilbage, så Venezuela har sin helt egen tid – noget man kun kan gøre, hvis man er en halvgal diktator. Selv om benzinpriserne er lave (10 kroner for 60 liter), er det ikke nok til at bevare Chavez´ opbakning. Hans parti står til at tabe efterårets valg.

Tre fjerdedele af landets befolkning lever under fattigdomsgrænsen. Det er dog ikke til at se, da man ikke umiddelbart ser ekstrem fattigdom, når man rejser rundt. Priserne er heller ikke helt lave, så nu er vi gået over til at veksle på det sorte marked.

Fra Venezuela

Ellers virker landet som fantastisk varieret og en blanding af syd og nord. Turkise, flaskegrønne, brændt orange og skrigende røde huse blander sig med alle de andre farver fra murene i bybilledet. Folk slendrer moderigtigt rundt i gaderne og forbi små forretninger, der sælger alt fra alverdens dimsedutter, computerudstyr og kokosnødder. Selv maden kan vi ikke klage over, for man kan både få ost, mælk, masser af salat og pizza.
Og så er der naturen: Bjerge, strande, regnskove, vandfald, ørken og sletter. Hvad mere kan man ønske sig?

Tumlerier paa Trinidad og Tobago

Fra Trinidad og T…

‘Ruff Enuff’ og ‘Hard Target’ er strandens sejeste gutter. Det fandt vi hurtigt ud af efter at have taget to stole og slængt os tilrette i den lille bugt Pirates Bay langt væk fra alfavej. De to kom sejlende i hver deres båd af samme navn, og vi fik både tilbud om at købe hash, betale for stolen og nyde livet – til gengæld lovede de os, at de ikke ville dræbe eller røve os. Tak skæbne, tænkte vi, mens ‘Hard Target’s (som vi valgte at døbe ham) guldtand blinkede i solen. Vi afslog begge dele og takkede for hans gestus om at lade os bevare penge og helbred i orden, og så var det bare med at nyde synet, sandet, vandet, revet og de dramatiske skyer, der hang ind over de træklædte bjerge på begge sider af bugten.

Paradis uden mad
Vi rejste rundt på de to caribiske øer Trinidad og Tobago i to uger. Det meste af tiden brugte vi på langs – enten snorklende i det turkisblå vand eller læsende på de purhvide strande. Guidebogen havde proklameret, at menneskene på de to øer var meget venlige. Vi synes nu mere, at de var en kende arrogante.  Ingen oejenkontakt, sludder eller den mindste hjaelp til noget som heslt. Til gengaeld hoerer de sindsygt hoej musik dagen lang. Helst reggae, calypso og andet i den dur, og ALTID med en bajer i haanden uanset hvad tid, det er paa dagen.

Fra Trinidad og T…

Efter at have boet en enkelt dag i den mest turistede by Crown Point paa Tobago tog vi op nordpaa. Vejen snoede sig op gennem bjergene, indtil vi endelig ankom til den lille fiskerby Charlottesvile. Vi havde haabet paa – ja, hvad ved vi ikke engang rigtigt – men intet af det fandt vi. Groentsagsmanden havde vaeret der dagen foer og ville foerst komme igen om en uge, saa i vores lille lejlighed maatte vi selv tilberede daaseaerter, ris og loeg. Egentlig var det ganske hyggeligt at udfordre sig selv kulinarisk med at faa ingenting til at smage godt. Bortset fra nogle faa boder, der solgte sodavand og cigaretter, var alt lukket. Heldigvis fandt vi Pirates Bay og kunne uforstyrret (foruden de to seje gutter og enkelte andre eventyrere) have foelsesen af at vaere naesten alene paa en paradislaekker strand.  

Fra Trinidad og T…

Rastafari-rendevouz
Efter en uge på det fantastisk smukke Tobago tog vi flyveren til Trinidad. Alle vi mødte advarede os mod at rejse rundt på oen. Det er efter sigende ganske farligt. Og det fik man bekræftet af at læse avisen. De første sider var hver dag fyldt med folk, der var blevet dræbt dagen før, de næste sider med dem, der var blevet dømt til hængning for at have dræbt nogle, og de næste sider med dem, der var døde i trafikken. Ikke særligt opmuntrende læsning. Mordraten bliver nærmest fordoblet hvert år.
Vi overlevede nu rigtigt fint, men det tog lidt af lysten til rigtig at udforske oen. Derfor var vi meget lettede og oploeftede, da vi  fandt vores egen lille del af paradis i den nordøstlige del af øen hos en rastafarifyr, Monty, der havde et fint lille guesthouse ude i regnskoven. Han lavede lokal mad til os hver dag, vi plukkede selv citronerne til vores limonade, spiste af havens mangoer og svaelgede hen til solnedgang over bakkerne og regnskoven rundt om os.

Monty, der er far til en verdensberoemt Reaggae-stjerne, tog os med til et vandfald, hvor vi kunne spule saltvandet af os, efter at have kastet os rundt i et boelgefuldt atlanterhav blandt skarpe klipper. Vi oplevede ogsaa en anden helt oede strand, hvor vi kunne snorkle for os selv blandt farvestraalende fisk, inden vi satte os sammen med de lokale og fik en kold oel i skyggen. resten af de i alt fem dage i Montys lile paradis blev brugt ved poolen med trivial-litteratur, plasken rundt og calypso-grooving.