Andesbjergene er vores legeplads

Siden vi rejste rundt i Venezuela, har Andesbjergene været en fast rejsepartner. Vi har krydset, rejst langs, brugt timer i dårligt affjederede busser, der tager de mange hårdnålesving i et hårrejsende tempo, tumlet og leget i denne fantastiske bjergkæde, der med sine sine majestætiske grønklædte bjerge og sine enestående udsigter jævnligt tager pusten fra os.
I Ecuador landede vi midt i bjergkæden igen, da vi satte benene i Quito i over 3.000 meters højde. Luften er tynd, og bare den mindste fysiske anstrengelse giver åndedrætsbesvær.
Fra Quito kørte vi sydpå til Baños, hvor varme kilder, brusende floder og aktive vulkaner kæmpede ivrigt om vores opmærksomhed. Vi indlogerede os på et fint hotel med store vinduer ud mod bjerge og vulkaner.

Op på krikken, amigo
Byen er fyldt med hostaller, turist-restauranter og rejsebureauer, for den er udgangspunkt for alverdens forlystelser. Det udnyttede vi til at prøve lykken til hest endnu en gang. Første gang var på sletten i Venezuela for nogle uger siden, og nu gjalt det en rundtur på en aktiv vulkan. Sammen med et engelsk  par og to lokale teenagedrenge som guider satte vi os godt tilrette i lædersadlerne – allerede et godt tegn på en mere komfortabel tur end den forrige i plastiksadler.

Der var dog ikke gået lang tid op af skråningen, før Kasper måtte skifte krikke. Hans unge hest var for vild, mente drengene, der havde set det lille kræ sparke bagud. Nu havde Kasper ellers lige fået styr på den. På en større hest var han dog klar til at tage kampen op, så vi fortsatte ad de støvede stier.
“Har I prøvet det før?”, spurgte drengene os, før vi sparkede  hælene i pelsen, og vi fik fremstammet “en smule” og ”aldrig”, men svaret så ikke ud til at hænge fast, for pludselig satte vi i galop og fløj fremad i dundrende fart.
Faktisk undgik vi næsten at trave, og på toppen af vulkanen følte vi os som ægte cowboys – klar til at vende tilbage. Sådan skulle det bare ikke gå. Vi red og red, ned ad enge, over porrøst vulkanaske, gennem tætbevoksede stier og oftest uden at drengene viste, om vi kunne komme frem. Efter 4½ time (vi havde forventet 3), kunne vi endelig stige af med møje og besvær. Cecilies fod havde på et tidspunkt sat sig fast i stigbøjlen, da hun skulle af, så hun var faldet nede på stenene, og hendes sadel havde hængt skævt det meste af turen. Kasper havde trods sine stærkt forbedrede rideevner ikke helt lært at sætte sig op i sadlen, så vi måtte nærmest humpe tilbage til byen. Ryg, lænd, ben og baller fuldstændit smadrede. Hele næste dag kunne vi ikke andet end at ligge i sengen med selvmedlidendhed og masser af godter. Derpå fik vi en god omgang massage, så vi var fit til nye eventyr.

Fra Ecuador

Våd, kåd og fornøjet
Stadig med eftervirkninger fra rideturen spændte vi hjelmen, tog fat om åren og satte foden godt fast under nylonremmen. På en rafting-gummibåd sidder man nemlig på kanten uden noget at holde i, og nu skulle vi ud og slås mod strømmen. Selvsikkert udpegede kaptajnen os til at sidde forrest i båden for at sætte tempoet. Usikkert skævede vi til hinanden, kiggede på den kraftigt brusende flod, og derefter på de tre små piger, der vr med i båden. De var så små, at de ikke engang kunne udfylde våddragten, og lignede bestemt ikke nogle, der var mestre i pagajfægtning. Med vores sparsomme svenske kanoerfaringer i baggagen og kaptajnens konstante kommandoer blev vi sendt ud i et langt, vådt adrenelinchok. Vi klarede flodens hidsige strømme, kom under vandfald, over sten og var endeligt en tur i baljen. Helt uden skrammer.

Efter et par actionfyldte dage drog vi videre for at slutte vores Ecuadoreventyr med besøg i en gammel koloniby, bestigning af et gammmelt inkatempel og et hurtigt visit i verdens bananhovedstad.

Nu venter nye eventyr i Peru. Vamos, chicos.

Turen indtil nu

Vis stort kort

Klikpå det interaktive kort og se vores rute indtil nu.

RØD = fly

GRØN = båd

BLÅ = bus eller bil

Det søde liv og kunsten at bestjæle en lommetyv

Ecuador viser sig fra sin bedste side. Temperaturen er – højt oppe under skyerne, langt oppe i bjergene – ganske behagelig og ikke så trykkende varm, som i de andre lande, vi har besøgt. Priserne dejligt lave, servicen høj og maden eminent. Vi har mæsket os i nachos-chips med guacamole, store bøffer med champignon, lakseterrine, andepostej, youghurt med frugtsalat, caesarsalat,  bacon og æg, tapas og alverdens andre lækkerbiskner.

Fra Ecuador

Selv om fattidommen er tydeligere end i Venezuela, er stemmingen bizart nok roligere og mere afslappet. Og levestandarden er høj, hvis man har nok af de amerikanske dollars, der er landets officielle møntfod. Og det har vi. Så vi er frivilligt gået i eksil fra den sydamerikanske bønner- og ris-madkultur, og spiser helt uden den mindste skam i livet lækker mad fra gourmet-restauranter, og drikker konstant friskpresset frugtjuice i stedet for det vanlige sukkervand coca-cola-bryggerierne forsyner verden med. Og det til næsten ingen penge i forhold til derhjemme.

Landet er naturmæssigt utrolig flot og indbyggerne imødekommende. Lige så snart man kommer uden for storbyerne er de fleste mennesker af indiansk afstamning. Ekstremt lave, rødbrune i huden og med meget farverige gevandter. Med vores danske middelhøjde troner vi let over alle andre i menneskemængderne.  Det er til trods for at alle andre går med hat.

Bestjålet i bussen
I visse byer bliver vi bestormet af tiggende småbørn og gamle damer, mens vi i andre byer ikke bliver kontaktet overhovedet. Vi er efterhånden blevet ret gode til vifte små, snavsede børn med store, tiggende øjne væk og vandrer i ulige linje væk fra eventuelle uroligheder. Advarslerne om røverier, mord og kidnapninger har været mange på vores lange tur gennem Nord- og Sydamerika. Men her i Ecuador føler vi os ganske trygge, når vi går rundt. Det til trods fik vi dog hugget et kamera den første dag, vi var i hovedstaden Quito. Mens vi står i en overfyldt bybus, får en nydelig klædt herre listet Kaspers kamera op af hans stramme cowboybukselomme. Da Kasper finder ud af, at kameraet er væk, ser han, at kameraets lange snor hænger ud under den nydelig klædte herres skjorte. Kasper hiver til i snoren, mens han på flydende spansk råber højt om det retmæssige ejerforhold til kameraet. Passagererne tumler rundt, en dame skriger “røveri”, og Cecilie kigger bestyrtet rundt. Efter en kort intens kamp er kameraet atter på vores hænder, vi hopper lettere svedige af ved næste stoppested og er klar til at genoptage vores sightseeing i den gamle, koloniale bydel.

Fra Ecuador

Ligesom i Venezuela varierer landskabet enormt. Den ene dag er vi i bjergene og den næste i gold ørken. Regnskov og strand har vi sprunget over for i stedet at prøve en masse forskellige aktiviteter, I senere kan læse om. Man mærker tydeligt, at landet er vant til turister, og det passer os glimrende, for vi ville ikke have undværet ømme muskler og tyndslidte baller – forklaring følger…

Svømmer med søløver på Galapagos

 Hvis man tager månen og drysser lidt paradisets have udover, får man nok Galapagos. I hvert fald på nogle af øerne. At komme med en samlet beskrivelse er temmelig svært, for både planter, dyr og lavaformationerne, som øerne er lavet af, er vidt forskellige. Det fandt vi ud af på vores syv de lange tur rundt i det lille ørige tusind kilometer ud for Ecuadors kyst. Sammen med fem andre unge satte vi først kursen mod San Cristobal, hvor vi om aftenen tog en hyggelig vandretur på havnen og langs stranden, hvor søløver uanfægtet dasede i varmen fra den nedadgående sol. Det utrolige ved Galapagos er blandt andet, at dyrene lever i harmoni med mennesker. Vi oplevede finker sætte sig få centimeter fra os, svømmede med legesyge søløver,der pludselig skød frem under vandet og næsten rørte os, fodrede kæmpeskildpadder og blev spyttet efter af store leguaner, der ikke engang gad forsvinde, når vi kom listende. Til forskel fra de fleste turister , der indtager øerne på cruisebåde, havde vi købt en land-tur, og det var et virkelig godt valg. Morgenen begyndte med at tage ud i naturen: På vandring rundt om en aktiv vulkan, på besøg på et skildpadde-center, hvor æg bliver udklækket og de små skjoldede kræ fedet op, så de engang kan sættes ud i naturen og overleve os alle, eller med båd ud til en fugleklippe, hvor vi kunne snorkle i det lidt kolde men klare vand fyldt med farvestrålende fisk. De mange snorkelture var absolut det bedste på hele turen. Man hoppede i vandet, og straks var man i et univers, hvor legesyge søløver svømmede rundt om en, hvor pingviner fes gennem vandet og bedagede havskilpadder kiggede undrende på en.

Fra galapagos

Midt på dagen havde vi lidt fritid, hvor vi kunne slappe af eller vandre rundt i byerne. Vi anede ikke på forhånd, at der bor en masse mennesker på Galapagos, men bortset fra de lidt højere priser kan man få alt – vi nød at kunne fordøje indtrykkene med en drink hver aften. En aften underholdte vi de måbende lokale beboere med at synge Barbie girl som duet på karaokeanlægget i et lille skur, der udgjorde det for bar.

Om eftermiddagen var det igen tid til tage på udflugt, og flere dage sejlede vi ud for at snorkle og bade. Et af stederne var det smukkeste, vi nogensinde har set – det siger ikke så lidt! På grund af de korte ture med speedbåd fra de forskellie øer, vi boede på, og et godt råd forinden om at tage søsygepiller, blev vi ikke søsyge en eneste gang på turen.

Turen til Galapagos var helt enestående.

Fra galapagos

Arbejdsløs i Ecuador

Vel ankommet til quito i Ecuador forkæler vi os selv med mad og drikke fra gode restauranter. Hurtigt finder vi dog ud af, at nyhedsavisens skæbne er blevet beseglet med en konkurs. Nu er vi ikke bare en arbejdsløs på tur – men hele to. Vi markerer begivenheden med at spise nogle store bøffer på en argentinsk restaurant, mens vi opsummerer de to spændende og kaotiske år med nyhedsavisen. Vi er begge noget triste over, at projektet ikke lykkedes. Så står den på jobjagt, når vi returnerer om to måneder.
Men arbejdsmarkedet kan vente lidt endnu – for vi har lige været inde på et rejsebureau for at bestille to billetter til Galapagos. Prisen er noget pebret, men naturoplevelserne skulle være i særklasse.

Langt ude i vildnisset

Fra los llanos og…

Med baggagen bundet godt fast til tagbaggagebæreren og jeepen fyldt med turister krydser vi andesbjergene på en 12 timer lang, bumbende, nyrerystende tur, kører videre dybt ind i lavlandet, passerer stedet hvor kragerne vender og fortsætter ud over savannen til en ranch langt, langt væk fra civilisationen. Her skal man kunne ride en vildhest for at komme frem, og elektricitet er en luksusvare, der kun forefindes, når ranchmutter sent om aftenen sætter liv generatoren.

Vi er taget på vildlivssafari i los llanos i venezuela. Med i jeepen er syv andre turister fra england, polen og tyskland, og ja, så lige en sur, ung guide fra caracas, hvis eneste charme er, at han råber tvært, når vi skal videre. Briterne sørger heldivis for at vi får lastet jeepen med masser af øl og hård, hård alkohol. Det er et alletiders hold, og vi rykker alle tættere sammen i kampen mod den idiotiske guide.

Fra los llanos og…

Man vs. nature
Varmen er trykkende, myggene er så småt begyndt at kredse om os, og Kasper kaster linen ud i den piratfiskebefængte flod, lader maddingen hænge lidt i overfladen, og hiver så til, da flodens vand bliver pisket op af sultne og aggressive piratfisk. Resultatet er triumferende. Et styks lille piratfisk på krogen, og ydmygelsen fra sidste gang kasper forgæves fiskede efter piratfisk i brasilien er næsten glemt.
Næste dag står den ridning. En frygtet beskæftigelse for folk med skrævet kært. Cecilie sætter vant sin ganger i trav, mens kasper kæmper med at få sin græssende krikke i sving. Det er ikke så let at mestre john wayne-stilen, mens man kæmper med at få det firbenede dyr på rette vej. En time og et ømt underliv senere rider vi dog i triumftog ind på ranchen – som om vi aldrig havde bestilt andet. Yyyiiihhhaaaa.

Fra los llanos og…

Dansegulvets dronning
De fire dage ude i vildnisset bruger desuden på at se masser af fugle, krokodiller, floddelfiner, en lille jaguar-unge og en anaconda . Nætterne drikker vi os ned i godt selskab. En aften fejrer vi en ung brites 23-års fødselsdag – en mægtig fest, hvor nogle af de lokale spiller op på et firestrenget instrument, mens de battler mod hinanden med at synge sange om det hårde liv på savannen. Imens lader vi rommen gå sin omgang, og basker desperat de altomsværmende myg væk. Ceclile indtager som en veritabel dansedronning den støvede nedtrampede jord, der i dagens anledning udgør det for dansegulvet. Hun er konstant ombejlet af de lokale mænd, alle meget korte, men brede og med store smil i de vejrbidte ansigter. Søvnen indtages kollektivt i små hytter, hvor hængekøjerne hænger tæt side om side.

Fra los llanos og…

Puerto colombia
Efter nogle hårde dage og nætter drager vi til puerto colombia for at pleje henholdsvis en influenza og en ørebetændelse. Det er en strandby, hvor Venezuelanske turister ynder at feriere. Dagene går med at slappe af under palmerne, mens vi noget undrende ser til, mens Venezuelanske turister sætter strøm til stranden med høj musik, mens de konsumerer stribevis af kolde øl, grillede fisk og kaster om sig med affald. Vi tæller de sidste bolivares og gør klar til at indtage Ecuador.

ps. shift-tasterne er gået i stykker, så det er småt med store bogstaver.