You are currently browsing the daily archive for september 13th, 2008.

 Hvis man tager månen og drysser lidt paradisets have udover, får man nok Galapagos. I hvert fald på nogle af øerne. At komme med en samlet beskrivelse er temmelig svært, for både planter, dyr og lavaformationerne, som øerne er lavet af, er vidt forskellige. Det fandt vi ud af på vores syv de lange tur rundt i det lille ørige tusind kilometer ud for Ecuadors kyst. Sammen med fem andre unge satte vi først kursen mod San Cristobal, hvor vi om aftenen tog en hyggelig vandretur på havnen og langs stranden, hvor søløver uanfægtet dasede i varmen fra den nedadgående sol. Det utrolige ved Galapagos er blandt andet, at dyrene lever i harmoni med mennesker. Vi oplevede finker sætte sig få centimeter fra os, svømmede med legesyge søløver,der pludselig skød frem under vandet og næsten rørte os, fodrede kæmpeskildpadder og blev spyttet efter af store leguaner, der ikke engang gad forsvinde, når vi kom listende. Til forskel fra de fleste turister , der indtager øerne på cruisebåde, havde vi købt en land-tur, og det var et virkelig godt valg. Morgenen begyndte med at tage ud i naturen: På vandring rundt om en aktiv vulkan, på besøg på et skildpadde-center, hvor æg bliver udklækket og de små skjoldede kræ fedet op, så de engang kan sættes ud i naturen og overleve os alle, eller med båd ud til en fugleklippe, hvor vi kunne snorkle i det lidt kolde men klare vand fyldt med farvestrålende fisk. De mange snorkelture var absolut det bedste på hele turen. Man hoppede i vandet, og straks var man i et univers, hvor legesyge søløver svømmede rundt om en, hvor pingviner fes gennem vandet og bedagede havskilpadder kiggede undrende på en.

Fra galapagos

Midt på dagen havde vi lidt fritid, hvor vi kunne slappe af eller vandre rundt i byerne. Vi anede ikke på forhånd, at der bor en masse mennesker på Galapagos, men bortset fra de lidt højere priser kan man få alt – vi nød at kunne fordøje indtrykkene med en drink hver aften. En aften underholdte vi de måbende lokale beboere med at synge Barbie girl som duet på karaokeanlægget i et lille skur, der udgjorde det for bar.

Om eftermiddagen var det igen tid til tage på udflugt, og flere dage sejlede vi ud for at snorkle og bade. Et af stederne var det smukkeste, vi nogensinde har set – det siger ikke så lidt! På grund af de korte ture med speedbåd fra de forskellie øer, vi boede på, og et godt råd forinden om at tage søsygepiller, blev vi ikke søsyge en eneste gang på turen.

Turen til Galapagos var helt enestående.

Fra galapagos