Forårsfornemmelser i Chile

Fra Chile

Med et par sidste-øjebliksbilletter i hånden følger vi strømmen af festklædte fans fra metrostationen op til stadion.
Vi er kommet til Chile, og i aften tager Chile imod ærkerivalerne fra Argentina i en VM-kvalifikationskamp i fodbold. Historien er ikke med Chile. De har aldrig slået Argentina, og ingen i landet tror rigtig på en sejr i aften.
Men håbet lever, og vi køber et chilensk flag til en femmer, svøber det om os og klatrer op mod vores pladser øverst oppe på det noget faldefærdige nationalstadion.

Miraklet sker. Argentina spiller ad helvede til, hjemmeholdet spiller optimistisk, og en et-nul-sejr er nok til, at Chile skriver fodboldhistorie. Chilenerne går fuldstændig amok og fester, som om de har vundet VM. På plaza Italia inde i Santiago stimler folk sammen i et massehysteri af glæde og stolthed. Mens nogle hænger faretruende fulde i lyskurvene, går vi med vores chilenske flag,vores skandinaviske udseende og et enkelt viva Chile på læberne rent ind hos fodboldfanatikerne.

Flere advarer os dog om, at det hele vil gå amok inden for 10 minutter. Så mens en mindre hær af betjente i pansrede biler gør klar til at tackle fodboldfolket, går vi på bar, hvor ikke så få skåle bliver dedikeret til Chile og deres fodboldhelte.

Fra Chile

Vinturister uden mål og med
Vi kom til Chile en lille uge forinden. Vi krydsede grænsen fra Bolivia til Chile ved et lille skur, scenisk beliggende i 4.000 meters højde. Det intermistiske grænsehus markerede overgangen fra Bolivia, der er et af verdens fattigste lande, til Chile, der er sydamerikas rigeste. Det var som at træde ind i en anden verden. Priserne i Chile er europæiske, men det samme er kvaliteten af mad, hoteller og busser. I Santiago vælter vi os i store bøffer og rødvin, vi slendrer rundt i den elegante by og nyder den indbyggede komfort.

Vi har lejet en lille øse og triller nu rundt i vinlandet syd for Santiago. Solen skinner lystigt og konfirmerer den dejlige forårsstemning landet er indhyllet i. Vinmarkerne ligger spredt med rund hånd, og vores bil stopper nærmest helt automatisk ved de små og store vingårde, hvor rundture og prøvesmagninger gør livet til et dejligt sted at være.

Snart truer vinterkulden i Danmark, men som et par stædige vinranker suger vi de sidste vitaminer ud af det sydamerikanske kontinent. I aften tager vi på kasino. Hvis det går godt, kan det være, at der bliver til en lille hacienda i Chile. Det ville klæde os. Attituden har vi i hvert fald allerede.

På toppen af verden

Fra Bolivia

Vi havde næsten vænnet os til en konstant mangel på ilt, da vi ankom til Lake Titicaca. Men heroppe i over 4.000 meters højde vågnede vi om natten med åndenød. Alligevel var vi vildt begejstrede for byen Copacabana og selve søen. Man kan vælge at se søen fra Peru eller Bolivia, og vi valgte det sidste. Heldigvis, for her var stemningen hyggelig, byen afslappet, og vi kunne sejle ud til øen Isla del Sol med en madpakke under armen, som vi nød på en lille jordvold med udsigt ud over vandet. Der var forår i luften, og vi følte, at vi travede rundt på en græsk ø, hvor indbyggerne godt nok var hårdtarbejdende indianere. Som sagt er luften tynd heroppe, og vi undrede os efter et godt stykke vandring over, hvorfor adskillige unge drenge kom stæsende op og ned ad klipperne på en rolig søndag. Det viste sig, at øen havde lokalopgør i fodbold, så i mange tusind kilometers højde tonsede drengene først et par kilometer hen til banen, spillede i halvanden time, for bagefter at kunne tage turen tillage til fods. Vi fortsatte mod den sydlige havn i strålende sol, hvor vi til sidst kunne se lastskibene ankomme med nye forsyninger, hvorefter æsler og gamle indianere slæbte provianten hjemad.

Fra Bolivia

På dødsruten med tømmermænd
Dagen efter tog vi til hovedstaden La Paz, som har lave huse, en fin atmosfære og mere liv, end vi længe havde færdes i. Den første dag tullede vi bare rundt og kiggede lidt på butikker,og heldigvis havde vi fået mail fra en af vores kolleger fra Nyhedsavisen – Kristina og hendes kæreste – og de skrev, at de ville være på en lille bar senere på aftenen ikke langt fra, hvor vi boede. Sammen havde vi en rigtig sjov aften med masser af vin og øl, og vi aftaltes at mødes igen anftenen efter. Men det havde faktisk være lidt for sjovt, for næste morgen var det ikke specielt morsomt at stå klokken syv om morgenen på toppen af et bjerg i næsten fem kilometers højde med en cykel under armen, kulden krybende ind på vores morgentrætte og tømmermændsbefængte dovenkroppe og udsigten til en 63 kilometers lang nedstigning ad verdens farligste vej.

Vi havde nemlig besluttet os for at erobre vejen, hvor der – før den nye vej blev bygget parallelt med den gamle – døde 50 mennesker om ugen. Vi så da også lastbiler ligge gemt i træerne på den stejle klippeside, hvor chaufføren i et uopmærksomt øjeblik havde taget turen direkte i døden.
Fra kulden mod varmen cyklede og cyklede vi – eller vi blev nærmere cyklet nedad, for vi skulle intet andet end at bremse, og selvom tanken da var en smule skræmmende, var det mest af alt virkelig fedt bare at suse afsted på hightech-stålheste med professionelle guider, mens den mentale tåge langsomt dæmrede og adrenlinen tog over.

Fra Bolivia

Kolde nætter på saltsøen
Efter La Paz gik turen mod Chile, men i stedet for at tage direkte dertil, tog vi på en tredages lang ørkenvandring mod grænsen – gennem en kæmpe saltsø, forbi farvede laguner, hvor flamingoer nippede efter føde, rundt om kaktusklædte klippeformationer og gennem følelsen af evigheden på de golde sandstrækninger, indtil vi forude kunne skimte bølgende bjerge, der langsomt kom mod os i den hårde og tørre blæst. Om natten sov vi i både en støvet spøgelsesby og midt ude i ingenting, hvor vi var glade for vores skiundertøj, lama-huer og tykke trøjer, for vandet frøs til is om natten, og på det sparsomme værelse blev vi nødt til at glemme kulden ved at læse ved et stearinlys. Efter et par gode, nærmest eventyragtige dage blev vi sat af ved grænsen, der blot var et gråt hus på den tomme støvvej langt oppe i bjergene, og herfra kunne vi krydse ind i det sidste land på vores lange færd.

Det var inka, Katinka – scener fra turistens Peru

Så er vi for alvor kommet til inkaland. Peru tager dets historiske arv fra inkariget seriøst. Man kan få Inka Cola, gå på inka-apoteket eller ryge sig en stille inkasmøg. Og så er hovedattraktionen alle de gamle inkaruiner, som ligger spredt med gavmild hånd ud over landet.

Vi lever i Peru som de fleste andre turister nu engang gør: Vi hygger os, ligger lidt på stranden, er på jagt efter historiske og kulturelle skatte, bestiger bjerge, søger kulinariske fix, står på sandboards i ørkenen og sidder tmevis i små biler og busser på snoede grusveje i bjergene og får ryset alle de indre organer godt på plads.

Jordskælv står ikke i guidedbøger
Vi rejser rundt med Kaspers mors aflagte guidebog. Verden og Peru har ændret sig noget siden bogen blev skrevet, så vi er vant til at informationerne i bogen ikke  helt stemmr overens med virkeligheden. Men vi blev dog noget overrasket, da vi kom til Pisco. Bogen beskrev Pisco som en hyggelig by, der gik langt for at skabe en hyggelig atmosfære. Det eneste, vi så, var en totalt faldefærdig by, hvor alt lå indhyldet i støv. De hoteller, der stod beskrevet i guidebogen, lå alle i ruiner, og det var først her, at det gik op for os, at Pisco blev ramt af  et kraftigt jordskælv for lidt over et år siden, hvor der døde over 600 mennesker. Her 14 måneder senere var byen stadig et sørgeligt syn. Der lå murbrokker overalt, og mange mennesker og forretninger  boede stadig i små midlertidige træskure eller telte. Vi indlogerede os på byens fineste hotel, der lå midt på den centrale plads. Set fra stueplan var det et ganske pænt hotel, men hvis man kiggede bare lidt op, kunne man se, at de øverste etager manglede.

Vi brugte byen som udgangspunkt for en tur til Isla Ballestras, der også bliver kaldt fattigmands-Gallapagos. Der var rigtig nok også masser af søløver, delfiner  og fugle i tonsvis, men det kan dog ikke helt måle sig med det rigtige Galapagos.

Sandtumlerier for begyndere
Midt i ørkenen syd for Lima ligger en lille oase omkranset af sandbjerge så høje, at man kan stå på sandboards på dem. Her følger en kort og selvoplevet instruktion til legen i sandet:
1. Man sætter sig ind i en lille sandboggie-bil, der i flyvende fart tæsker gennem sandbjergene for derefter at sætte en af på toppen.
2. Man spænder sandboardet – minder om et snowboard – fast på fødderne.
3. Man kaster sig frygtesløs ud over kanten.
4. Man ender i et sandt sandinferno.
5. Man ømmer sig og forsøger at ignorere det faktum, at man har sand i alle tænkelige åbninger.
6. Man sætter sig ind i boggien igen og gentager punkt 1-6, indtil man er helt sandfortumlet.

Fra Peru

   
Moderne pilrimme på jagt efter autenticitet
Det helt store højdepunkt for mange turister i Peru er Machu Picchu. Vi deltog i den stadigt tiltagende folkevandring mod disse gamle inkaruiner. De fleste vælger at bruge 4 dage på at vandre op til Machu Picchu på en gammel inkasti. Da vi er noget mere komfortabelt anlagte, valgte vi at skippe den strabadserende bjergvandring og tog en noget lettere løsning – nemlig transport med bil og bus.

Machu Picchu er en gammel inkaby langt oppe i bjergene, der blev genopdaget af en amerikaner i starten af sidste århundrede. Det er den moderne drøm om at finde en hemmelig og utilgængelig by, og i den ånd valfarter et gennemsnit på tusind turister hver dag til Machu Picchu. Os inklusiv.
Men selvom vi valgte bilen, blev det ikke mindre spændende, stressende eller albuekæmpende. Allerede klokken 4 om morgenen stod vi søvndrukne op for at stille os i kø ved busstationen i byen Aquas Caliente, det er sidste stop inden en lang opstining. Hvis man vil se Machu Picchu fra oven, skal man nemlig bestige bjerget Huayna Picchu, og kun de første 200 besøgende får en plads- derfor gælder det om at komme med en af de første busser, så man igen kan stille sig i kø ved indgangen. Vi kom med den tredje bus, og da ruinkomplekset åbnede klokken 6, styrtede vi i gåsegang med alle de andre håbefulde eventyrer hele vejen gennem komplekset for for tredje gang at stille os i kø. Efter en times tid fik vores billetter påskrevet nummer 64 og 65, og vi kunne ånde lettede op – men kun i kort tid. Derefter fik vi brug for al vores luft. Turen op til toppen går ad en stejl trappe på bjergsiden, og det tager cirka en time at nå dertil, vel at mærke for de trænede. Vi kunne for foden af trappen allerede mærke, at vi var oppe i 2.500 meters højde, og derfra blev det kun sværere at trække vejret. Hvert skridt var en anstrengelse, og vi lænede os forover med hændene på lårene for at gøre os små, så hjertet ikke behøvede pumpe så meget rundt, og for at få støtte til de trætte benbasser, der vaklede opad, opad, opad. Selvfølelig er der altid nogle fyre, de vælger at løbe turen med tre trin ad gangen, så med sammenbidt udtryk, røde kinder og forventning om et storslået syn fortsatte vi prustende men ufortrødent. Og snart kunne vi da også fornemme, hvd der ville vente os i mål. På bjerskråningen overfor, liggende mellem grønne træer og kolde klipper, vågnede Machu Picchu langsomt i takt med turistenes indtog, mens solen kastede sine første stråler på den enorme, nu forladte by.