Fra Bolivia

Vi havde næsten vænnet os til en konstant mangel på ilt, da vi ankom til Lake Titicaca. Men heroppe i over 4.000 meters højde vågnede vi om natten med åndenød. Alligevel var vi vildt begejstrede for byen Copacabana og selve søen. Man kan vælge at se søen fra Peru eller Bolivia, og vi valgte det sidste. Heldigvis, for her var stemningen hyggelig, byen afslappet, og vi kunne sejle ud til øen Isla del Sol med en madpakke under armen, som vi nød på en lille jordvold med udsigt ud over vandet. Der var forår i luften, og vi følte, at vi travede rundt på en græsk ø, hvor indbyggerne godt nok var hårdtarbejdende indianere. Som sagt er luften tynd heroppe, og vi undrede os efter et godt stykke vandring over, hvorfor adskillige unge drenge kom stæsende op og ned ad klipperne på en rolig søndag. Det viste sig, at øen havde lokalopgør i fodbold, så i mange tusind kilometers højde tonsede drengene først et par kilometer hen til banen, spillede i halvanden time, for bagefter at kunne tage turen tillage til fods. Vi fortsatte mod den sydlige havn i strålende sol, hvor vi til sidst kunne se lastskibene ankomme med nye forsyninger, hvorefter æsler og gamle indianere slæbte provianten hjemad.

Fra Bolivia

På dødsruten med tømmermænd
Dagen efter tog vi til hovedstaden La Paz, som har lave huse, en fin atmosfære og mere liv, end vi længe havde færdes i. Den første dag tullede vi bare rundt og kiggede lidt på butikker,og heldigvis havde vi fået mail fra en af vores kolleger fra Nyhedsavisen – Kristina og hendes kæreste – og de skrev, at de ville være på en lille bar senere på aftenen ikke langt fra, hvor vi boede. Sammen havde vi en rigtig sjov aften med masser af vin og øl, og vi aftaltes at mødes igen anftenen efter. Men det havde faktisk være lidt for sjovt, for næste morgen var det ikke specielt morsomt at stå klokken syv om morgenen på toppen af et bjerg i næsten fem kilometers højde med en cykel under armen, kulden krybende ind på vores morgentrætte og tømmermændsbefængte dovenkroppe og udsigten til en 63 kilometers lang nedstigning ad verdens farligste vej.

Vi havde nemlig besluttet os for at erobre vejen, hvor der – før den nye vej blev bygget parallelt med den gamle – døde 50 mennesker om ugen. Vi så da også lastbiler ligge gemt i træerne på den stejle klippeside, hvor chaufføren i et uopmærksomt øjeblik havde taget turen direkte i døden.
Fra kulden mod varmen cyklede og cyklede vi – eller vi blev nærmere cyklet nedad, for vi skulle intet andet end at bremse, og selvom tanken da var en smule skræmmende, var det mest af alt virkelig fedt bare at suse afsted på hightech-stålheste med professionelle guider, mens den mentale tåge langsomt dæmrede og adrenlinen tog over.

Fra Bolivia

Kolde nætter på saltsøen
Efter La Paz gik turen mod Chile, men i stedet for at tage direkte dertil, tog vi på en tredages lang ørkenvandring mod grænsen – gennem en kæmpe saltsø, forbi farvede laguner, hvor flamingoer nippede efter føde, rundt om kaktusklædte klippeformationer og gennem følelsen af evigheden på de golde sandstrækninger, indtil vi forude kunne skimte bølgende bjerge, der langsomt kom mod os i den hårde og tørre blæst. Om natten sov vi i både en støvet spøgelsesby og midt ude i ingenting, hvor vi var glade for vores skiundertøj, lama-huer og tykke trøjer, for vandet frøs til is om natten, og på det sparsomme værelse blev vi nødt til at glemme kulden ved at læse ved et stearinlys. Efter et par gode, nærmest eventyragtige dage blev vi sat af ved grænsen, der blot var et gråt hus på den tomme støvvej langt oppe i bjergene, og herfra kunne vi krydse ind i det sidste land på vores lange færd.