I fuld fart med delfiner, krokodiller og turister

Fra Texas til Flo…

Florida er som et helt andet land. Her er palmer, strande, bikiniklædte livsnydere og al den kunstigt skabte forlystelse, man kan tænke sig på en ferie. Efter at have krydset statsgrænsen satte vi straks kursen mod stranden. Ud af bilens trygge airconditionerede verden til en trykkende hede på en perfekt sandstrand med dertilhørende azurblåt hav, der rullede ind på stranden i små lokkende bølger som på kommando.

Kåde som vi var, løb vi straks over strandens stærkt opvarmede sand og direkte ud i havet, indtil en ung hatteklædt fyr med en øl i hånden, en kæmpe cigar i munden og en bikinichick ved sin side råber op om, at vi skal passe på jellyfish – brandmænd. Og der stod vi, med et stærkt et behov for at blive afkølet, og ser, at hele havet er fyldt med brandmænd, og vi må lade de små turistpoter trippe lige så hurtigt op af havet for ikke at blive brændt af de små sataner.
Senere hen har vi dog taget revanche og har badet, solbadet og snorklet på Nordamerikas eneste levende koralrev.

Patriotisk delfinshow – og den ægte slags i naturen
I skrivende stund sidder vi på Hemmingways Key West syd for Florida – med en eksotisk drink i hånden og rejseskrivemaskinen på bardisken. For at rapportere om en amerikatur på langs – både geografisk og liggende på langs på de indbydende strande.

Inden da måtte vi dog kæmpe os igennem Orlando – kongen af  forlystelsesparker. Alt hvad der kan formes i papmache er proppet ind i disse kæmpe tivolier, der desværre er mere farvestrålende end interessante. Entre-priserne er skyhøje og smilene kunstigt brede. Vi tog på en dag gennem Seaworld, hvor delfinspring er pakket ind i en patriotisk aura, hvor man hylder havets dyr og amerikanske soldater i krig. Senere kastede vi os ud i alverdens vandrutsjebaner i et nærtliggende vandland og sluttede vores forlystelsesdag af med at se den nye Batmanfilm på et seksetager stort imax-filmlærrede. Velbekomme.

For lige at toppe forlystelseslivet kastede vi en tur på Kennedy Spacecenter ind i legen, inden Miami Beach fik lov at tegne scenen med dens art deko-huse, lange strande, store limosiner og et hobetal af turister i denne flotte og levende storby. Her kunne vi godt komme tilbage på en ferie.

Som sagt er vi nu på Key West, der ligger som rosinen i pølseenden på en perlerække af små, beskyttede øer. De sidste par dage har vi oplevet naturen på vidt forskellige måder men alle i høj fart. I Everglades Nationalpark oplevede vi både delfiner, fugle og krokodiller på tæt hånd, mens vi blev sejlet rundt i det enorme område, der både består af skove, søer og sumpe. Uden for parken prøvede vi en airboat, der skød os lynhurtigtfrem gennem sivene og græssene på under en meter dybt vand.

Fra Texas til Flo…

Et par dage forinden lå vi i en stor gummiring og blev langsomt båret ned gennem en flod af den hurtige strøm – Kasper havde taget parasol og cigaretter med, så det var ren afslapning og ganske underholdende. Imens dovnede skildpadderne på bredden, solen bagte, og livet var som på hele turen dejligt.

Vi er stadig mætte oven på den fornemme fiskemenu, vi i aften har nydt som afsked på en måneds overvældende indtryk i Guds eget land. En enkelt drink og øl i baren skal der til, og så et farvel i morgen med dette på mange måder fantastiske men som nævnt i et tidligere indlæg modsætningfyldte og anderledes land.

Skål skipper, vi stikker til Caribien…

Fest i orkanens øje

Fra Texas til Flo…

For hundrede år siden strakte plantagerne sig ud som lagkagestykker langs Mississippi-floden. I dag er der stadig grønne marker, hvor der dyrkes majs, bomuld og andre grøntsager, men slaverne er heldigvis holdt op med at stå for arbejdet. Efter at have kørt på Texas’ brede veje tog vi i Louisiana små afstikkere for at se, hvordan forholdene har været for de tusindvis af afrikanere, der blev sejlet hertil i flere hundrede år. Arven fra den grusomme menneskehandel fylder stadig meget i Sydens bevidstehed. På et lille slave-museum faldt vi i snak med to sorte kvinder, der fortalte om deres forfædres sange, ritualer, skjulte koder og medbragte kultur, og de talte stadig i “vi”, selvom kvindernes liv sandsynligvis ligner de fleste andre amerikaneres med træhus og slået græsplæne, et dårligt betalt job og shopping i nærmeste mall.

Hernede er der dog en forskel, nemlig at de mange fremmede kulturer har kunnet overleve. Creolerne, som især kom fra Frankrig, byggede farvestrålende huse med mange udsmykninger, der stadig står. Maden er langtidstilberedt, og gamle traditioner lever stadig. I New Orleans hænger der for eksempel perler fra trækronerne efter sidste Mardi Gras.

Fra Texas til Flo…

Højt på strå med perlekæder
I New Orleans løb vi selv ind i lidt af en perlekæde-misere. Traditionen foreskriver, at kvinderne på Bourbon Street står på altanerne og smider perlekæder ned til de mænd, de finder attraktive. I dag er det dog mest mænd, der står i deres brandert og kaster med de selvsamme  plastikperlekæder, og det fik Cecilie at føle, da vi med en ‘big ass beer’ i hånden uforvarende satte os på kantstenen på Bourbon Street. Perlekædederne røg i en lind strøm ned i hovedet på fra altanen over os. Med visse hovedbundsmerter og en lettere eufori over alle de perlekæder, vi nu kunne besmykke os med, satte vi kursen mod et par nætter med jazz og blues.

Vi boede i det franske kvarter, der ligger så højt oppe, at det ikke blev oversvømmet, da Katarina-orkanen ramte byen for tre år siden. Her festede folk stadig, da stormen ødelagde resten af byen, dræbte mange og gjorde over halvdelen af beboerne hjemløse. Byen og hele regionen er stadig stærkt mærket af den ubarmhjertige storm. Der er en tristhed og en hjælpeløshed, der har sænket sig over byen. Indbyggertal er blevet halveret, og Katarina er som et stort, åbent sår. Og samtidig er det er en af USA’s største partybyer. Ganske modsætningsfyldt, som så meget i USA.

Vi så dog ingen af skaderne efter orkanen, der mest hærgede forstaderne og de fattiges kvarterer, men efter at have slikket egne sår efter en våd aften i byen satte vi Dodgen på autopilot og fløj hastigt over Alabama og Mississippi for at slutte vores USA-tur i Florida.

Med Gud og firehjulstrækkere gennem Texas

Morgenmad med sherifferne på en klassisk texansk diner 'in the middle of nowhere'

Texas er ikke for tøsedrenge. Det fandt vi ud af, efter at have krydset Bill Clintons Arkansas og var kommet til denne kæmpe stat. Vejene ind til Dallas lå i flere lag oven på hinanden og var fyldt med kæmpe store firhjulstrækkere. De færreste amerikanere kan nøjes med en lille konebil, men i Texas gik super-truck-drømmen helt over gevind.
Mange bilforhandlere ligger midt ude i ingenting men rummer så mange vogne, at de kan fylde en hel Bilka-parkeringsplads x to. Afstandene er da også store og naturen både skovrig, ørkenfyldt, med floder og søer, men alligevel; Det er vel ikke nødvendigt at have kreaturgrill og lad på sin bil, når man blot kører rundt i en millionby omkranset af skyskrabere.

Kan du få Gud til at smile?
Bush kommer jo fra Texas, og man kan tydeligt mærke, hvor hans samfundsopfattelse er fostret. Mens diverse mænd har sat plakater op for at blive valgt til sherif, og aviser og billbords reklamerer med skydevåben, råber slogans med kristne budskaber fra hver en baptist-kirke.
“His bodypiercing saved my life” var en af de mere kreative, mens “Have you made God smile today?” og deslige er normale opfordringer. Bibelbæltet går også igennem her.

Apropos valgplakater er det sjovt at se, hvordan man kan stille op til hvad som helst. Udover sherif er der blandt andet kamp om jobbet som borgmester, dommer, medlem af skolebestyrelsen og skatteindsamler. Det bliver spændende at følge præsidentvalget, for opvarmningen er i topgear.

Vi havde håbet at se nogle ægte cowboys med hat og det hele, men de må bo endnu længere vestpå. Vi satte derfor kursen mod de klassiske sydstater med start i Louisiana.

Roys sidste ønske

Lægerne giver kun Roy et halvt år at leve i endnu. Nu er han taget ud på sin sidste tur til Georgia for at grave efter guld

Den dag Roy Hooker mistede sit kørekort, fik hustruen Joan sit. Hun havde altid ønkset sig en rød bil, så sådan en fik hun også. Den skal nemlig fragte parret fra Pennsylvania til Georgia – det er Roys sidste ønske.
Hans læge har sagt, at han kun har et halvt år tilbage at leve i på grund af nyresvigt, så den sidste tid skal bruges på at finde guld i Georgias undergrund, også selvom han dør på turen til Georgia, hvilket Joan frygter.

Vi mødte de to ærkeamerikanere ved indgangen til nationalvejen Blue Ridge Highvway, der krydser tre stater ad en 600 kilometer kroget tur gennem bjerge og skove. Det er som at køre i de franske alper, og man skal konstant dreje på rattet. Kasper har opdaget ‘cruise control’, så bilen blev indstillet på den tilladte hastighed, og så var det bare derudaf med udkig til grønne træer, buede marker og rhododendronbuske på begge sider.

Bagel-trekking
Undervejs gjorde vi holdt for at trekke en time til halvanden og kunne spise vores medbragte bagels på toppen af et bjerg med udsigt over det smukke landskab. Ofte var vi helt alene på asfalten, indtil en flok mototcyklister kom snigende bagfra med vind i håret og sol i øjnene. Vejrforholdene svinger ekstremt så højt oppe, og hver aften måtte vi krabbe os til nærmeste småby, når tordenbragene rungede i den varme nat, og lynene skar sig gennem regnbomberne lige over vores hoveder.

Men så fik vi set en anden del af USA; her hvor folk lever. Små, nedslidte træhuse ligger på hver side af skråningerne mellem baptistkirker og store valgplakater, og i landsbyen Bedford i North Carolina kunne vi få spareribs og en god steak på en nedlagt togstation. Efter to dage på den blå parkway var vi dog mætte af natur og friske på at søge ud på de store, sekssporede motorveje, der skal tage os endnu længere ned sydpå. Næste stop er Tennessee – nærmere bestemt forlystelsesparken Dollywood ved Great Smokey Mountains.