You are currently browsing Kasper's articles.
 |
| Fra Chile |
Med et par sidste-øjebliksbilletter i hånden følger vi strømmen af festklædte fans fra metrostationen op til stadion.
Vi er kommet til Chile, og i aften tager Chile imod ærkerivalerne fra Argentina i en VM-kvalifikationskamp i fodbold. Historien er ikke med Chile. De har aldrig slået Argentina, og ingen i landet tror rigtig på en sejr i aften.
Men håbet lever, og vi køber et chilensk flag til en femmer, svøber det om os og klatrer op mod vores pladser øverst oppe på det noget faldefærdige nationalstadion.
Miraklet sker. Argentina spiller ad helvede til, hjemmeholdet spiller optimistisk, og en et-nul-sejr er nok til, at Chile skriver fodboldhistorie. Chilenerne går fuldstændig amok og fester, som om de har vundet VM. På plaza Italia inde i Santiago stimler folk sammen i et massehysteri af glæde og stolthed. Mens nogle hænger faretruende fulde i lyskurvene, går vi med vores chilenske flag,vores skandinaviske udseende og et enkelt viva Chile på læberne rent ind hos fodboldfanatikerne.
Flere advarer os dog om, at det hele vil gå amok inden for 10 minutter. Så mens en mindre hær af betjente i pansrede biler gør klar til at tackle fodboldfolket, går vi på bar, hvor ikke så få skåle bliver dedikeret til Chile og deres fodboldhelte.
 |
| Fra Chile |
Vinturister uden mål og med
Vi kom til Chile en lille uge forinden. Vi krydsede grænsen fra Bolivia til Chile ved et lille skur, scenisk beliggende i 4.000 meters højde. Det intermistiske grænsehus markerede overgangen fra Bolivia, der er et af verdens fattigste lande, til Chile, der er sydamerikas rigeste. Det var som at træde ind i en anden verden. Priserne i Chile er europæiske, men det samme er kvaliteten af mad, hoteller og busser. I Santiago vælter vi os i store bøffer og rødvin, vi slendrer rundt i den elegante by og nyder den indbyggede komfort.
Vi har lejet en lille øse og triller nu rundt i vinlandet syd for Santiago. Solen skinner lystigt og konfirmerer den dejlige forårsstemning landet er indhyllet i. Vinmarkerne ligger spredt med rund hånd, og vores bil stopper nærmest helt automatisk ved de små og store vingårde, hvor rundture og prøvesmagninger gør livet til et dejligt sted at være.
Snart truer vinterkulden i Danmark, men som et par stædige vinranker suger vi de sidste vitaminer ud af det sydamerikanske kontinent. I aften tager vi på kasino. Hvis det går godt, kan det være, at der bliver til en lille hacienda i Chile. Det ville klæde os. Attituden har vi i hvert fald allerede.
 |
| Fra Bolivia |
Vi havde næsten vænnet os til en konstant mangel på ilt, da vi ankom til Lake Titicaca. Men heroppe i over 4.000 meters højde vågnede vi om natten med åndenød. Alligevel var vi vildt begejstrede for byen Copacabana og selve søen. Man kan vælge at se søen fra Peru eller Bolivia, og vi valgte det sidste. Heldigvis, for her var stemningen hyggelig, byen afslappet, og vi kunne sejle ud til øen Isla del Sol med en madpakke under armen, som vi nød på en lille jordvold med udsigt ud over vandet. Der var forår i luften, og vi følte, at vi travede rundt på en græsk ø, hvor indbyggerne godt nok var hårdtarbejdende indianere. Som sagt er luften tynd heroppe, og vi undrede os efter et godt stykke vandring over, hvorfor adskillige unge drenge kom stæsende op og ned ad klipperne på en rolig søndag. Det viste sig, at øen havde lokalopgør i fodbold, så i mange tusind kilometers højde tonsede drengene først et par kilometer hen til banen, spillede i halvanden time, for bagefter at kunne tage turen tillage til fods. Vi fortsatte mod den sydlige havn i strålende sol, hvor vi til sidst kunne se lastskibene ankomme med nye forsyninger, hvorefter æsler og gamle indianere slæbte provianten hjemad.
 |
| Fra Bolivia |
På dødsruten med tømmermænd
Dagen efter tog vi til hovedstaden La Paz, som har lave huse, en fin atmosfære og mere liv, end vi længe havde færdes i. Den første dag tullede vi bare rundt og kiggede lidt på butikker,og heldigvis havde vi fået mail fra en af vores kolleger fra Nyhedsavisen – Kristina og hendes kæreste – og de skrev, at de ville være på en lille bar senere på aftenen ikke langt fra, hvor vi boede. Sammen havde vi en rigtig sjov aften med masser af vin og øl, og vi aftaltes at mødes igen anftenen efter. Men det havde faktisk være lidt for sjovt, for næste morgen var det ikke specielt morsomt at stå klokken syv om morgenen på toppen af et bjerg i næsten fem kilometers højde med en cykel under armen, kulden krybende ind på vores morgentrætte og tømmermændsbefængte dovenkroppe og udsigten til en 63 kilometers lang nedstigning ad verdens farligste vej.
Vi havde nemlig besluttet os for at erobre vejen, hvor der – før den nye vej blev bygget parallelt med den gamle – døde 50 mennesker om ugen. Vi så da også lastbiler ligge gemt i træerne på den stejle klippeside, hvor chaufføren i et uopmærksomt øjeblik havde taget turen direkte i døden.
Fra kulden mod varmen cyklede og cyklede vi – eller vi blev nærmere cyklet nedad, for vi skulle intet andet end at bremse, og selvom tanken da var en smule skræmmende, var det mest af alt virkelig fedt bare at suse afsted på hightech-stålheste med professionelle guider, mens den mentale tåge langsomt dæmrede og adrenlinen tog over.
 |
| Fra Bolivia |
Kolde nætter på saltsøen
Efter La Paz gik turen mod Chile, men i stedet for at tage direkte dertil, tog vi på en tredages lang ørkenvandring mod grænsen – gennem en kæmpe saltsø, forbi farvede laguner, hvor flamingoer nippede efter føde, rundt om kaktusklædte klippeformationer og gennem følelsen af evigheden på de golde sandstrækninger, indtil vi forude kunne skimte bølgende bjerge, der langsomt kom mod os i den hårde og tørre blæst. Om natten sov vi i både en støvet spøgelsesby og midt ude i ingenting, hvor vi var glade for vores skiundertøj, lama-huer og tykke trøjer, for vandet frøs til is om natten, og på det sparsomme værelse blev vi nødt til at glemme kulden ved at læse ved et stearinlys. Efter et par gode, nærmest eventyragtige dage blev vi sat af ved grænsen, der blot var et gråt hus på den tomme støvvej langt oppe i bjergene, og herfra kunne vi krydse ind i det sidste land på vores lange færd.
Så er vi for alvor kommet til inkaland. Peru tager dets historiske arv fra inkariget seriøst. Man kan få Inka Cola, gå på inka-apoteket eller ryge sig en stille inkasmøg. Og så er hovedattraktionen alle de gamle inkaruiner, som ligger spredt med gavmild hånd ud over landet.
Vi lever i Peru som de fleste andre turister nu engang gør: Vi hygger os, ligger lidt på stranden, er på jagt efter historiske og kulturelle skatte, bestiger bjerge, søger kulinariske fix, står på sandboards i ørkenen og sidder tmevis i små biler og busser på snoede grusveje i bjergene og får ryset alle de indre organer godt på plads.
Jordskælv står ikke i guidedbøger
Vi rejser rundt med Kaspers mors aflagte guidebog. Verden og Peru har ændret sig noget siden bogen blev skrevet, så vi er vant til at informationerne i bogen ikke helt stemmr overens med virkeligheden. Men vi blev dog noget overrasket, da vi kom til Pisco. Bogen beskrev Pisco som en hyggelig by, der gik langt for at skabe en hyggelig atmosfære. Det eneste, vi så, var en totalt faldefærdig by, hvor alt lå indhyldet i støv. De hoteller, der stod beskrevet i guidebogen, lå alle i ruiner, og det var først her, at det gik op for os, at Pisco blev ramt af et kraftigt jordskælv for lidt over et år siden, hvor der døde over 600 mennesker. Her 14 måneder senere var byen stadig et sørgeligt syn. Der lå murbrokker overalt, og mange mennesker og forretninger boede stadig i små midlertidige træskure eller telte. Vi indlogerede os på byens fineste hotel, der lå midt på den centrale plads. Set fra stueplan var det et ganske pænt hotel, men hvis man kiggede bare lidt op, kunne man se, at de øverste etager manglede.
Vi brugte byen som udgangspunkt for en tur til Isla Ballestras, der også bliver kaldt fattigmands-Gallapagos. Der var rigtig nok også masser af søløver, delfiner og fugle i tonsvis, men det kan dog ikke helt måle sig med det rigtige Galapagos.
Sandtumlerier for begyndere
Midt i ørkenen syd for Lima ligger en lille oase omkranset af sandbjerge så høje, at man kan stå på sandboards på dem. Her følger en kort og selvoplevet instruktion til legen i sandet:
1. Man sætter sig ind i en lille sandboggie-bil, der i flyvende fart tæsker gennem sandbjergene for derefter at sætte en af på toppen.
2. Man spænder sandboardet – minder om et snowboard – fast på fødderne.
3. Man kaster sig frygtesløs ud over kanten.
4. Man ender i et sandt sandinferno.
5. Man ømmer sig og forsøger at ignorere det faktum, at man har sand i alle tænkelige åbninger.
6. Man sætter sig ind i boggien igen og gentager punkt 1-6, indtil man er helt sandfortumlet.
 |
| Fra Peru |
Moderne pilrimme på jagt efter autenticitet
Det helt store højdepunkt for mange turister i Peru er Machu Picchu. Vi deltog i den stadigt tiltagende folkevandring mod disse gamle inkaruiner. De fleste vælger at bruge 4 dage på at vandre op til Machu Picchu på en gammel inkasti. Da vi er noget mere komfortabelt anlagte, valgte vi at skippe den strabadserende bjergvandring og tog en noget lettere løsning – nemlig transport med bil og bus.
Machu Picchu er en gammel inkaby langt oppe i bjergene, der blev genopdaget af en amerikaner i starten af sidste århundrede. Det er den moderne drøm om at finde en hemmelig og utilgængelig by, og i den ånd valfarter et gennemsnit på tusind turister hver dag til Machu Picchu. Os inklusiv.
Men selvom vi valgte bilen, blev det ikke mindre spændende, stressende eller albuekæmpende. Allerede klokken 4 om morgenen stod vi søvndrukne op for at stille os i kø ved busstationen i byen Aquas Caliente, det er sidste stop inden en lang opstining. Hvis man vil se Machu Picchu fra oven, skal man nemlig bestige bjerget Huayna Picchu, og kun de første 200 besøgende får en plads- derfor gælder det om at komme med en af de første busser, så man igen kan stille sig i kø ved indgangen. Vi kom med den tredje bus, og da ruinkomplekset åbnede klokken 6, styrtede vi i gåsegang med alle de andre håbefulde eventyrer hele vejen gennem komplekset for for tredje gang at stille os i kø. Efter en times tid fik vores billetter påskrevet nummer 64 og 65, og vi kunne ånde lettede op – men kun i kort tid. Derefter fik vi brug for al vores luft. Turen op til toppen går ad en stejl trappe på bjergsiden, og det tager cirka en time at nå dertil, vel at mærke for de trænede. Vi kunne for foden af trappen allerede mærke, at vi var oppe i 2.500 meters højde, og derfra blev det kun sværere at trække vejret. Hvert skridt var en anstrengelse, og vi lænede os forover med hændene på lårene for at gøre os små, så hjertet ikke behøvede pumpe så meget rundt, og for at få støtte til de trætte benbasser, der vaklede opad, opad, opad. Selvfølelig er der altid nogle fyre, de vælger at løbe turen med tre trin ad gangen, så med sammenbidt udtryk, røde kinder og forventning om et storslået syn fortsatte vi prustende men ufortrødent. Og snart kunne vi da også fornemme, hvd der ville vente os i mål. På bjerskråningen overfor, liggende mellem grønne træer og kolde klipper, vågnede Machu Picchu langsomt i takt med turistenes indtog, mens solen kastede sine første stråler på den enorme, nu forladte by.
Siden vi rejste rundt i Venezuela, har Andesbjergene været en fast rejsepartner. Vi har krydset, rejst langs, brugt timer i dårligt affjederede busser, der tager de mange hårdnålesving i et hårrejsende tempo, tumlet og leget i denne fantastiske bjergkæde, der med sine sine majestætiske grønklædte bjerge og sine enestående udsigter jævnligt tager pusten fra os.
I Ecuador landede vi midt i bjergkæden igen, da vi satte benene i Quito i over 3.000 meters højde. Luften er tynd, og bare den mindste fysiske anstrengelse giver åndedrætsbesvær.
Fra Quito kørte vi sydpå til Baños, hvor varme kilder, brusende floder og aktive vulkaner kæmpede ivrigt om vores opmærksomhed. Vi indlogerede os på et fint hotel med store vinduer ud mod bjerge og vulkaner.
Op på krikken, amigo
Byen er fyldt med hostaller, turist-restauranter og rejsebureauer, for den er udgangspunkt for alverdens forlystelser. Det udnyttede vi til at prøve lykken til hest endnu en gang. Første gang var på sletten i Venezuela for nogle uger siden, og nu gjalt det en rundtur på en aktiv vulkan. Sammen med et engelsk par og to lokale teenagedrenge som guider satte vi os godt tilrette i lædersadlerne – allerede et godt tegn på en mere komfortabel tur end den forrige i plastiksadler.
Der var dog ikke gået lang tid op af skråningen, før Kasper måtte skifte krikke. Hans unge hest var for vild, mente drengene, der havde set det lille kræ sparke bagud. Nu havde Kasper ellers lige fået styr på den. På en større hest var han dog klar til at tage kampen op, så vi fortsatte ad de støvede stier.
“Har I prøvet det før?”, spurgte drengene os, før vi sparkede hælene i pelsen, og vi fik fremstammet “en smule” og ”aldrig”, men svaret så ikke ud til at hænge fast, for pludselig satte vi i galop og fløj fremad i dundrende fart.
Faktisk undgik vi næsten at trave, og på toppen af vulkanen følte vi os som ægte cowboys – klar til at vende tilbage. Sådan skulle det bare ikke gå. Vi red og red, ned ad enge, over porrøst vulkanaske, gennem tætbevoksede stier og oftest uden at drengene viste, om vi kunne komme frem. Efter 4½ time (vi havde forventet 3), kunne vi endelig stige af med møje og besvær. Cecilies fod havde på et tidspunkt sat sig fast i stigbøjlen, da hun skulle af, så hun var faldet nede på stenene, og hendes sadel havde hængt skævt det meste af turen. Kasper havde trods sine stærkt forbedrede rideevner ikke helt lært at sætte sig op i sadlen, så vi måtte nærmest humpe tilbage til byen. Ryg, lænd, ben og baller fuldstændit smadrede. Hele næste dag kunne vi ikke andet end at ligge i sengen med selvmedlidendhed og masser af godter. Derpå fik vi en god omgang massage, så vi var fit til nye eventyr.
 |
| Fra Ecuador |
Våd, kåd og fornøjet
Stadig med eftervirkninger fra rideturen spændte vi hjelmen, tog fat om åren og satte foden godt fast under nylonremmen. På en rafting-gummibåd sidder man nemlig på kanten uden noget at holde i, og nu skulle vi ud og slås mod strømmen. Selvsikkert udpegede kaptajnen os til at sidde forrest i båden for at sætte tempoet. Usikkert skævede vi til hinanden, kiggede på den kraftigt brusende flod, og derefter på de tre små piger, der vr med i båden. De var så små, at de ikke engang kunne udfylde våddragten, og lignede bestemt ikke nogle, der var mestre i pagajfægtning. Med vores sparsomme svenske kanoerfaringer i baggagen og kaptajnens konstante kommandoer blev vi sendt ud i et langt, vådt adrenelinchok. Vi klarede flodens hidsige strømme, kom under vandfald, over sten og var endeligt en tur i baljen. Helt uden skrammer.
Efter et par actionfyldte dage drog vi videre for at slutte vores Ecuadoreventyr med besøg i en gammel koloniby, bestigning af et gammmelt inkatempel og et hurtigt visit i verdens bananhovedstad.
Nu venter nye eventyr i Peru. Vamos, chicos.
Klikpå det interaktive kort og se vores rute indtil nu.
RØD = fly
GRØN = båd
BLÅ = bus eller bil
Ecuador viser sig fra sin bedste side. Temperaturen er – højt oppe under skyerne, langt oppe i bjergene – ganske behagelig og ikke så trykkende varm, som i de andre lande, vi har besøgt. Priserne dejligt lave, servicen høj og maden eminent. Vi har mæsket os i nachos-chips med guacamole, store bøffer med champignon, lakseterrine, andepostej, youghurt med frugtsalat, caesarsalat, bacon og æg, tapas og alverdens andre lækkerbiskner.
 |
| Fra Ecuador |
Selv om fattidommen er tydeligere end i Venezuela, er stemmingen bizart nok roligere og mere afslappet. Og levestandarden er høj, hvis man har nok af de amerikanske dollars, der er landets officielle møntfod. Og det har vi. Så vi er frivilligt gået i eksil fra den sydamerikanske bønner- og ris-madkultur, og spiser helt uden den mindste skam i livet lækker mad fra gourmet-restauranter, og drikker konstant friskpresset frugtjuice i stedet for det vanlige sukkervand coca-cola-bryggerierne forsyner verden med. Og det til næsten ingen penge i forhold til derhjemme.
Landet er naturmæssigt utrolig flot og indbyggerne imødekommende. Lige så snart man kommer uden for storbyerne er de fleste mennesker af indiansk afstamning. Ekstremt lave, rødbrune i huden og med meget farverige gevandter. Med vores danske middelhøjde troner vi let over alle andre i menneskemængderne. Det er til trods for at alle andre går med hat.
Bestjålet i bussen
I visse byer bliver vi bestormet af tiggende småbørn og gamle damer, mens vi i andre byer ikke bliver kontaktet overhovedet. Vi er efterhånden blevet ret gode til vifte små, snavsede børn med store, tiggende øjne væk og vandrer i ulige linje væk fra eventuelle uroligheder. Advarslerne om røverier, mord og kidnapninger har været mange på vores lange tur gennem Nord- og Sydamerika. Men her i Ecuador føler vi os ganske trygge, når vi går rundt. Det til trods fik vi dog hugget et kamera den første dag, vi var i hovedstaden Quito. Mens vi står i en overfyldt bybus, får en nydelig klædt herre listet Kaspers kamera op af hans stramme cowboybukselomme. Da Kasper finder ud af, at kameraet er væk, ser han, at kameraets lange snor hænger ud under den nydelig klædte herres skjorte. Kasper hiver til i snoren, mens han på flydende spansk råber højt om det retmæssige ejerforhold til kameraet. Passagererne tumler rundt, en dame skriger “røveri”, og Cecilie kigger bestyrtet rundt. Efter en kort intens kamp er kameraet atter på vores hænder, vi hopper lettere svedige af ved næste stoppested og er klar til at genoptage vores sightseeing i den gamle, koloniale bydel.
 |
| Fra Ecuador |
Ligesom i Venezuela varierer landskabet enormt. Den ene dag er vi i bjergene og den næste i gold ørken. Regnskov og strand har vi sprunget over for i stedet at prøve en masse forskellige aktiviteter, I senere kan læse om. Man mærker tydeligt, at landet er vant til turister, og det passer os glimrende, for vi ville ikke have undværet ømme muskler og tyndslidte baller – forklaring følger…
Hvis man tager månen og drysser lidt paradisets have udover, får man nok Galapagos. I hvert fald på nogle af øerne. At komme med en samlet beskrivelse er temmelig svært, for både planter, dyr og lavaformationerne, som øerne er lavet af, er vidt forskellige. Det fandt vi ud af på vores syv de lange tur rundt i det lille ørige tusind kilometer ud for Ecuadors kyst. Sammen med fem andre unge satte vi først kursen mod San Cristobal, hvor vi om aftenen tog en hyggelig vandretur på havnen og langs stranden, hvor søløver uanfægtet dasede i varmen fra den nedadgående sol. Det utrolige ved Galapagos er blandt andet, at dyrene lever i harmoni med mennesker. Vi oplevede finker sætte sig få centimeter fra os, svømmede med legesyge søløver,der pludselig skød frem under vandet og næsten rørte os, fodrede kæmpeskildpadder og blev spyttet efter af store leguaner, der ikke engang gad forsvinde, når vi kom listende. Til forskel fra de fleste turister , der indtager øerne på cruisebåde, havde vi købt en land-tur, og det var et virkelig godt valg. Morgenen begyndte med at tage ud i naturen: På vandring rundt om en aktiv vulkan, på besøg på et skildpadde-center, hvor æg bliver udklækket og de små skjoldede kræ fedet op, så de engang kan sættes ud i naturen og overleve os alle, eller med båd ud til en fugleklippe, hvor vi kunne snorkle i det lidt kolde men klare vand fyldt med farvestrålende fisk. De mange snorkelture var absolut det bedste på hele turen. Man hoppede i vandet, og straks var man i et univers, hvor legesyge søløver svømmede rundt om en, hvor pingviner fes gennem vandet og bedagede havskilpadder kiggede undrende på en.
 |
| Fra galapagos |
Midt på dagen havde vi lidt fritid, hvor vi kunne slappe af eller vandre rundt i byerne. Vi anede ikke på forhånd, at der bor en masse mennesker på Galapagos, men bortset fra de lidt højere priser kan man få alt – vi nød at kunne fordøje indtrykkene med en drink hver aften. En aften underholdte vi de måbende lokale beboere med at synge Barbie girl som duet på karaokeanlægget i et lille skur, der udgjorde det for bar.
Om eftermiddagen var det igen tid til tage på udflugt, og flere dage sejlede vi ud for at snorkle og bade. Et af stederne var det smukkeste, vi nogensinde har set – det siger ikke så lidt! På grund af de korte ture med speedbåd fra de forskellie øer, vi boede på, og et godt råd forinden om at tage søsygepiller, blev vi ikke søsyge en eneste gang på turen.
Turen til Galapagos var helt enestående.
 |
| Fra galapagos |
Vel ankommet til quito i Ecuador forkæler vi os selv med mad og drikke fra gode restauranter. Hurtigt finder vi dog ud af, at nyhedsavisens skæbne er blevet beseglet med en konkurs. Nu er vi ikke bare en arbejdsløs på tur – men hele to. Vi markerer begivenheden med at spise nogle store bøffer på en argentinsk restaurant, mens vi opsummerer de to spændende og kaotiske år med nyhedsavisen. Vi er begge noget triste over, at projektet ikke lykkedes. Så står den på jobjagt, når vi returnerer om to måneder.
Men arbejdsmarkedet kan vente lidt endnu – for vi har lige været inde på et rejsebureau for at bestille to billetter til Galapagos. Prisen er noget pebret, men naturoplevelserne skulle være i særklasse.
 |
| Fra los llanos og… |
Med baggagen bundet godt fast til tagbaggagebæreren og jeepen fyldt med turister krydser vi andesbjergene på en 12 timer lang, bumbende, nyrerystende tur, kører videre dybt ind i lavlandet, passerer stedet hvor kragerne vender og fortsætter ud over savannen til en ranch langt, langt væk fra civilisationen. Her skal man kunne ride en vildhest for at komme frem, og elektricitet er en luksusvare, der kun forefindes, når ranchmutter sent om aftenen sætter liv generatoren.
Vi er taget på vildlivssafari i los llanos i venezuela. Med i jeepen er syv andre turister fra england, polen og tyskland, og ja, så lige en sur, ung guide fra caracas, hvis eneste charme er, at han råber tvært, når vi skal videre. Briterne sørger heldivis for at vi får lastet jeepen med masser af øl og hård, hård alkohol. Det er et alletiders hold, og vi rykker alle tættere sammen i kampen mod den idiotiske guide.
 |
| Fra los llanos og… |
Man vs. nature
Varmen er trykkende, myggene er så småt begyndt at kredse om os, og Kasper kaster linen ud i den piratfiskebefængte flod, lader maddingen hænge lidt i overfladen, og hiver så til, da flodens vand bliver pisket op af sultne og aggressive piratfisk. Resultatet er triumferende. Et styks lille piratfisk på krogen, og ydmygelsen fra sidste gang kasper forgæves fiskede efter piratfisk i brasilien er næsten glemt.
Næste dag står den ridning. En frygtet beskæftigelse for folk med skrævet kært. Cecilie sætter vant sin ganger i trav, mens kasper kæmper med at få sin græssende krikke i sving. Det er ikke så let at mestre john wayne-stilen, mens man kæmper med at få det firbenede dyr på rette vej. En time og et ømt underliv senere rider vi dog i triumftog ind på ranchen – som om vi aldrig havde bestilt andet. Yyyiiihhhaaaa.
 |
| Fra los llanos og… |
Dansegulvets dronning
De fire dage ude i vildnisset bruger desuden på at se masser af fugle, krokodiller, floddelfiner, en lille jaguar-unge og en anaconda . Nætterne drikker vi os ned i godt selskab. En aften fejrer vi en ung brites 23-års fødselsdag – en mægtig fest, hvor nogle af de lokale spiller op på et firestrenget instrument, mens de battler mod hinanden med at synge sange om det hårde liv på savannen. Imens lader vi rommen gå sin omgang, og basker desperat de altomsværmende myg væk. Ceclile indtager som en veritabel dansedronning den støvede nedtrampede jord, der i dagens anledning udgør det for dansegulvet. Hun er konstant ombejlet af de lokale mænd, alle meget korte, men brede og med store smil i de vejrbidte ansigter. Søvnen indtages kollektivt i små hytter, hvor hængekøjerne hænger tæt side om side.
 |
| Fra los llanos og… |
Puerto colombia
Efter nogle hårde dage og nætter drager vi til puerto colombia for at pleje henholdsvis en influenza og en ørebetændelse. Det er en strandby, hvor Venezuelanske turister ynder at feriere. Dagene går med at slappe af under palmerne, mens vi noget undrende ser til, mens Venezuelanske turister sætter strøm til stranden med høj musik, mens de konsumerer stribevis af kolde øl, grillede fisk og kaster om sig med affald. Vi tæller de sidste bolivares og gør klar til at indtage Ecuador.
ps. shift-tasterne er gået i stykker, så det er småt med store bogstaver.
 |
| Fra Venezuela |
Udsigten er bjergtagende, luften tynd, og efter et lille tilløb hopper vi frygtesløse ud over bjergsiden. Den faste grund forsvinder med ét under os, maven slår en kolbøtte, og paraglideren tager over. I to kilometers højde svæver vi over Andesbjergene.
Vi er nået til Merida i Venezuela – en bjerglandsby i Andesbjergene. Det er som en forlystelsespark for naturelskere og adrenalinjunkier. Her kan man vandre, klatre, køre på mountain bike i fuld fart ned ad bjerget, paraglide og mange andre farefulde stunts. Vi er stadig søsyge efter paraglidingen, hvor Cecilie oplevede at brække sig hængende i luften.
Backpacker-rosset
Inden vi nåede så langt, sejlede vi fra Trinidad til Venezuela med en lille båd. Her mødte vi for første gang på vores tur mennesker, der rejste som os selv: laid back, cruisende med en rygsæk på ryggen. Vi slog de første par dage i Hugo Chavez-land følge med et hollandsk par og en ung belgier som også var med båden.
Vi havde desværre ingen guidebog, så vi så vores snit til at kigge lidt i deres og valgte derfor at tage til Rio Carib ligesom dem på den nordlige kyst. Desværre var der kun to dobbetværelser påvores hotel, så vi fik loddet at sove med den unge belgier, der var på sin første tur.
“Den fyr kommer i problemer,” sagde vi fire andre til hinanden, og ganske rigtigt. Da vi næste dag tog ud til en lille, afsiddes strand med kæmpe bølger blev hans kamera stjålet, fordi han havde stillet sine ting væk fra vores andres.
 |
| Fra Venezuela |
Herefter satte vi fart på. Et kort stop i en større by og hutigt gennem Caracas. Det er verdens farligste by, hvis man kigger på dødsraten, og kun få byzoner er mindre risikable at være i, hvor politiet desuen tør komme - ikke lige noget for os.
Chavez-land
Venezuela er, hvis man ser bort fra de mange røveriske overfald, et rart land at rejse i. Menneskene er venlige, naturen storslået og atmosfæren afslappet. Præsidenten Hugo Chavez styrer landet med hård hånd. Han valgte for et par år siden at sætte tiden i landet en halv time tilbage, så Venezuela har sin helt egen tid – noget man kun kan gøre, hvis man er en halvgal diktator. Selv om benzinpriserne er lave (10 kroner for 60 liter), er det ikke nok til at bevare Chavez´ opbakning. Hans parti står til at tabe efterårets valg.
Tre fjerdedele af landets befolkning lever under fattigdomsgrænsen. Det er dog ikke til at se, da man ikke umiddelbart ser ekstrem fattigdom, når man rejser rundt. Priserne er heller ikke helt lave, så nu er vi gået over til at veksle på det sorte marked.
 |
| Fra Venezuela |
Ellers virker landet som fantastisk varieret og en blanding af syd og nord. Turkise, flaskegrønne, brændt orange og skrigende røde huse blander sig med alle de andre farver fra murene i bybilledet. Folk slendrer moderigtigt rundt i gaderne og forbi små forretninger, der sælger alt fra alverdens dimsedutter, computerudstyr og kokosnødder. Selv maden kan vi ikke klage over, for man kan både få ost, mælk, masser af salat og pizza.
Og så er der naturen: Bjerge, strande, regnskove, vandfald, ørken og sletter. Hvad mere kan man ønske sig?
 |
| Fra Trinidad og T… |
‘Ruff Enuff’ og ‘Hard Target’ er strandens sejeste gutter. Det fandt vi hurtigt ud af efter at have taget to stole og slængt os tilrette i den lille bugt Pirates Bay langt væk fra alfavej. De to kom sejlende i hver deres båd af samme navn, og vi fik både tilbud om at købe hash, betale for stolen og nyde livet – til gengæld lovede de os, at de ikke ville dræbe eller røve os. Tak skæbne, tænkte vi, mens ‘Hard Target’s (som vi valgte at døbe ham) guldtand blinkede i solen. Vi afslog begge dele og takkede for hans gestus om at lade os bevare penge og helbred i orden, og så var det bare med at nyde synet, sandet, vandet, revet og de dramatiske skyer, der hang ind over de træklædte bjerge på begge sider af bugten.
Paradis uden mad
Vi rejste rundt på de to caribiske øer Trinidad og Tobago i to uger. Det meste af tiden brugte vi på langs – enten snorklende i det turkisblå vand eller læsende på de purhvide strande. Guidebogen havde proklameret, at menneskene på de to øer var meget venlige. Vi synes nu mere, at de var en kende arrogante. Ingen oejenkontakt, sludder eller den mindste hjaelp til noget som heslt. Til gengaeld hoerer de sindsygt hoej musik dagen lang. Helst reggae, calypso og andet i den dur, og ALTID med en bajer i haanden uanset hvad tid, det er paa dagen.
 |
| Fra Trinidad og T… |
Efter at have boet en enkelt dag i den mest turistede by Crown Point paa Tobago tog vi op nordpaa. Vejen snoede sig op gennem bjergene, indtil vi endelig ankom til den lille fiskerby Charlottesvile. Vi havde haabet paa – ja, hvad ved vi ikke engang rigtigt – men intet af det fandt vi. Groentsagsmanden havde vaeret der dagen foer og ville foerst komme igen om en uge, saa i vores lille lejlighed maatte vi selv tilberede daaseaerter, ris og loeg. Egentlig var det ganske hyggeligt at udfordre sig selv kulinarisk med at faa ingenting til at smage godt. Bortset fra nogle faa boder, der solgte sodavand og cigaretter, var alt lukket. Heldigvis fandt vi Pirates Bay og kunne uforstyrret (foruden de to seje gutter og enkelte andre eventyrere) have foelsesen af at vaere naesten alene paa en paradislaekker strand.
 |
| Fra Trinidad og T… |
Rastafari-rendevouz
Efter en uge på det fantastisk smukke Tobago tog vi flyveren til Trinidad. Alle vi mødte advarede os mod at rejse rundt på oen. Det er efter sigende ganske farligt. Og det fik man bekræftet af at læse avisen. De første sider var hver dag fyldt med folk, der var blevet dræbt dagen før, de næste sider med dem, der var blevet dømt til hængning for at have dræbt nogle, og de næste sider med dem, der var døde i trafikken. Ikke særligt opmuntrende læsning. Mordraten bliver nærmest fordoblet hvert år.
Vi overlevede nu rigtigt fint, men det tog lidt af lysten til rigtig at udforske oen. Derfor var vi meget lettede og oploeftede, da vi fandt vores egen lille del af paradis i den nordøstlige del af øen hos en rastafarifyr, Monty, der havde et fint lille guesthouse ude i regnskoven. Han lavede lokal mad til os hver dag, vi plukkede selv citronerne til vores limonade, spiste af havens mangoer og svaelgede hen til solnedgang over bakkerne og regnskoven rundt om os.
Monty, der er far til en verdensberoemt Reaggae-stjerne, tog os med til et vandfald, hvor vi kunne spule saltvandet af os, efter at have kastet os rundt i et boelgefuldt atlanterhav blandt skarpe klipper. Vi oplevede ogsaa en anden helt oede strand, hvor vi kunne snorkle for os selv blandt farvestraalende fisk, inden vi satte os sammen med de lokale og fik en kold oel i skyggen. resten af de i alt fem dage i Montys lile paradis blev brugt ved poolen med trivial-litteratur, plasken rundt og calypso-grooving.
Cecilie store drøm gik i opfyldelse. En sindsoprivende tur i Dolly Partons forlystelsespark
Efter noget tid oppe i bjergene trækker vi ned mod Tennesse, hvor forlystelsesparken Dollywood er første, larmende stop efter et par rolige dage i naturen.
Vejen til Dollywood er en stor forlystelsespark. Storbarmet Dolly Parton er ikke bare en industri i sig selv, hun har skabt en hel by i neon, der strækker sig mere end 15 kilometer langs hovedvejen. Skilte reklamerer med fastfoodkæder, vi aldrig har hørt om før, og alverdens farvestrålende tivolier har alt fra minigolf og vandrutsjebaner til dinosauerskeletter og gocartbaner. Indimellem har store mallls slået deres outlet-butikker op, og så er der små forretninger, der sælger alt under navnet Dolly. Det er som Disneyland møder en tecnofest. Dollys lille park var dog en anelse skuffende, for selvom vi prøvede to rutsjebaner, de fuldstændig tog pusten fra os med flere loops og dybe fald, kunne man ikke se, at den havde noget med Dolly Parton at gøre. Det var mere en 50′er- og countrypark for amerikas tykke legebørn. Flere var så tykke, at de blev smidt af forlystelserne, fordi sikkerhedsbøjlen ikke kunne lukke, andre kunne slet og ret ikke være i sædet. Vi har før skrevet, at amerikanerne er velpolstrede, men i løbet af få dage så vi så mange tykke mennesker, at vi knap kunne tro det. Det er der ikke noget at sige til, når man overalt kan få burgere og har svært ved at finde en ting på menukortet, der ikke er sovset til i ost.
Rædselskabinet
Jeff og Jeremy er i det lune hjørne. Senere står den på bizart udseende ludere
Fra Dollywood arbejder vi os i vores hvide Dodge Avenger sikkert sat på cruise control videre ind i midtvestens redneckland. I Nashville og Memphis, står den på country- og bluesmusik på små barer. Begge byer er bygget med en lang festgade, hvor folk virvler ud og ind mellem hinanden, når aftenen falder på. Resten af byerne er der ikke så meget ved, men det er fedt at kunne gå fra det ene sted til det andet, stoppe op og lytte lidt, og så bare kunne gå ind ved siden af og få en ny drink, hvis man har lyst til at høre et andet band. I Nashville byder Jeff og Jeremy os på nogle sødlige, klamme blå drinks, mens de selv drevent samler et par bizart udseende ludere op. Selv prøver vi at koncentrere os om bluesbandet.
Graceland er et godt eksempel på Elvis' tvivlsomme smag i indretning
Og når vi nu alligevel var godt igang med USA’s musikkultur og underholdningsindustri, skal vi selvfølgelig ned at se Elvis´ hjem. Et sandt rædseslkabinet. Graceland er et virtuelt indblik i 70′ernes indretningsstil, og Elvis var ikke bleg for at give den på alle tangenter. Guldornamenteringer, falsk græs i loftet, indendørs vandfald og pangfarver er blot nogle af de smagløse påfund i villaen. Adskillige af hans rhinstensbesatte buksedragter er også udstillet, ligesom hans pivate fly- og bilsamlinger.
Og så var vi fyldt op med bling, drinks, neon og larm. Næste stop Texas.
Manden i hotelelevatoren kigger på os med et svedent look og siger på den mest drevne Idaho-accent: ”am here to do my hobby, metal detectors“.
Vi er nået til gøglernes paradis, Virgina Beach, en kæmpe ferieby loadet med amerikanske turister og gøglere i alle afskygninger, der underholder, larmer og entertainer for fulde drøn. Manden fra hotellet går med sin metaldetektor på stranden to gange om dagen for at lede efter glemte smykker – bare som en hobby, som han stolt siger til os. Dagens høst har været mager: en enkelt guldring. Den fylder ikke meget i konens efterhånden velvoksne smykkeskrin.
On wheels
Dagen startede ellers mere stille og roligt i Washington. Efter at have haft en søndag fyldt med imponerende monumenter, brede avenuer og polerede parker var vi en smule trætte af det statsmandsagtige byliv. Her er nydeligt og voluminøst, men også en smule kedeligt, så derfor byttede vi vores hyggelige bed and breakfast ud med en super sej øse af mærket Dodger – det lyder stort og hurtigt. Kasper synes, det er en sportsvogn, mens Cecilie kalder det en familiebil. Uanset bilens kategori satte vi kursen øst- og sydover gennem Maryland og Virgina. På ‘cruise control’ startede vi vores 23-dage lange roadtrip i det amerikanske.
Krabbe-symfoni
Første stop var Cambridge, hvor vi på havnefronten labbede en symfoni af krabbe pakket ind i ost i os med udsigt til bugten Cheasabeke Bay. Videre ned af kysten mødte vi Bill og Bill, der netop var kommet I havn med en kæmpe tunfisk på krogen efter 11 timers sejlads, før vi definitivt satte kursen mod Virgina Beach.
Byen er intet mindre end et inferno. Som hvis Disneyland og Hollywood mødte Mallorca på speed. Rendyrket hurlumhej. Der er skruet godt op for larm, lys, souvenirbutikker, gadespas og amatørbands, der bidrager med deres “kunst” på hvert et gadehjørne. De amerikanske turister skal underholdes. Heldigvis kan man på hjørnet af 24. gade finde en lille bar kaldet ‘Harpoon Larry’s Oyster Bar’, der hver mandag severer østers til kun 35 cents stykket. Vi valgte killer-menuen, ja, det hedder den, med et sølvfad fuld af friskfanget, dampet seafood. Endnu en gang I dag kunne vi sætte bisserne I krabber foruden to slags muslinger, krebs, rejer og østers. Servietten var en omgang køkkenrulle, og øllene kostede kun 13 kroner for en stor fadøl. Og så ligner baren en gammeldags saloon, hvor man må ryge, spille bordfodbold og slå sig løs uden fornemme tjeneres formanen. Det bedste af to verdner mødte hinanden, og vi blev nødt til at komme igen efter en tur ned af strandpromenaden.
I morgen fortsætter vores bilferie videre vestpå i Virginia mod West Virginia, hvor vi vil prøve at finde en af USA’s 10 smukkeste ruter mod Smokey Mountains. Indtil videre har vi kørt gennem fem stater, og vi er klar på endnu flere.
Reverend Billy prædiker frihed og No Shopping
Fredag er ikke blot en god dag, fordi solen skinner, og vi er sammen med Kaare og hans kæreste, Sarah. Det er også USA’s uafhængighedsdag, og hvad er bedre end at fejre den med en ordentlig opsang fra bedstemødrenes fredsparade og den karismatiske reverent Billy fra Church of No Shopping. Derfor tog vi i Central Park med poser fulde af brød, pålæg, frugt og juice for at møde amerikanerne på denne stolte dag.
Foran Strawberry Fields, der er en plads i parken til ære for John lennon, som blev skudt på gaden ved siden af, var alverdens gode galninge samlet for at læse op af uafhængighedserklæringen og sværge modstand mod Bush og Irak-krigen.
Amerikanerne fejrer 4. juli med manér
Reverend Billy valgte at synge en af tillægslovene, og således opstemt og med mod på mere musik tog vi til Brooklyn, hvor der var ‘open bar-fest’. Is, øl og hård punk/rock-musik var gratis, og det var fedt at sidde i en udendørs grushave og være sammen med en masse unge, vi ellers aldrig ville have støvet op inde i centrum.
Da mørket var ved at falde på, kørte vi med taxi til en berømt restaurant i Brooklyn, der er indrettet som en sporvogn og helt afslappet serverer fantastisk mad. Vi fik forskellige muslinger med baconstykker, chili, koriander og fiskestykker – en sær men velsmagende blanding. Og så var det tid til fyrværkeri.
Muslinger og bacon glider ned sammen på en Diner i Brooklyn, hvor vi spiser med Sarah og Kaare
Jo, Tivolis er flot, men her havde 50 fyrværkere arbejdet på ikke kun at fejre dagen, men også indkøbscenteret Macy’s’ 150 års jubilæum. Krudtet bragede over hele New York, og i forskellige farver tonede lys formet som planeter med ringe om sig frem på nattehimlen. Små grønne puf, kaskader af hvid lysregn, ringe, der eksploderer i endnu flere ringe og forskelligfarvede fontæner haglede over hele byen. Vi så fyrværkeriet fra vandsiden og kunne bagefter opleve skylinen på den ene side og Eliassons vandfald på den anden. Flot, prangende, amerikansk.
Lørdag gik turen hurtigt ned forbi Museum of Modern Arts, inden vi tog en greyhound til Washington, D C. Vores værelse har falsk kamin, flæser, tapet og et lille vaskebord, så det er fine omend lidt vamelt-romantiske forhold. For at sætte lidt kontrast på, valgte vi at spise aftensmad på taget af en resturant, hvor alle de unge hænger ud og drikker sig fulde. Heldigvis bor vi i den livlige del og festlige del af byen, så hvis vi bare husker ID (Cecilie har allerede prøvet ikke at måtte blive serveret alkohol) skal vi nok få rystet embedsmandsbyen lidt op.
Ja, gangarten er ikke elegant
Luften står nærmest stille. Det er tindrende varmt, og vi sidder på en bænk i Greenich Villlage. Vi skulle have været på sightseeing, men lige nu er det for varmt til at lave andet end at sidde på en bænk og drikke kølige drikke. Og kigge på mennesker.
New York er som en zooligsk have for mennesker. Der er alle typer, og det er en fornøjelse bare at sidde at se på de ultrære typer, som her repræsenterer menneskeheden. Vi undlader dog at fodre dem, og for de flestes vedkommende er det heller ikke nødvendigt. Det har de allerede selv klaret. Fyren, der sidder ved siden af os på bænken, er enorm. Han er så tyk, at han dårligt kan gå. Det er en helt særegen form for vralten, der ikke vinder nogle skønhedspriser. Og så taler han præcis som Tony Soprano og siger fuck op til flere gange i hver sætning. Stor underholdning.
I går havde vi en rigtig dejlig dag. Det blæste lidt mere, og luften gjorde os godt. Vi startede dagen I Central Park med en bagel og udsigt til alle de joggende småbørns mødre, der løb parken tynd med deres små afkom sikkert placeret I små barnevogne. De fleste med børn I parken var dog sorte nannies, der samledes på legepladser for at underholde de riges unger.Efter at have nydt alt det grønne tog vi helt ned syd på Manhatten ned til Wall Street, hvor frokost-pausen var ved at sætte ind, og jakkesætklædte fyre vrimlede ud for finde lidt at spise. Både bygninger og stemming ændrer sig I takt med, hvor langt oppe og nede på Manhattan, vi er, og det er sjovt at se forandringen, når man blot bevæger sig nogle få gader hen eller op. Når vi nu var I kvarteret, to vi os et hurting kig på den gigantiske byggeplads, hvor World Trade Center engang hævede sig op blandt de andre skyskrabere. Og så tog vi mod vandet.
Hip-hop-poesi på natklub
Ingen tur til New York uden at have hilst på den gamle dame ud for byen, men I stedet for at købe en dyr turist-billet tog vi en gratis pendler-færge til Staten Island og fik set Frihedsgudinden på afstand. At New York er fyldt med gratis ting passer os glimrende. Vi kunne bagefter sidde I en park med Kaspers bærbare på gratis trådløst net og ringe til Kaare fra avisen, som fluks inviterede os ud til middag og rap-musik i en poesiklub. Han bor på 8. gade, der vrimler med liv, små boder, kreative folk og alverdens tingel-tangel. Et super fedt sted, vi glæder os til at skulle ned på igen i aften. Nu vil vi gå mod Chinatown, inden nattens nye oplevelser venter et sted derude.
Noget jetlagged er vi netop ankommet til New York efter en lille tur rundt om Geneve i Schweiz.
Varmen pumper i blodet, luftfugtigheden er anmasende og trafikken hektisk. Godt svedige fandt vi vores hotel i første hug på Upper West på Manhattan. Det er ikke meget større end et kosteskab, men har ‘walk-in-closet’ og ligger lige ved subwayen.
”If you can make it here, you can make it anywhere”
Vi trakterede os selv med kylling og kartoffelmos, caesarsalat og to store cola’er på en udendørscafe. Rygepolitikken fik vi hurtigt at mærke, for INGEN har en smøg hængende ud af flaben, og selvom man sidder ude og spiser, skal cigaretterne indtages på den anden side af restaurantens rækværk.
Vi havde nu heller ikke brug for at sidde stille for længe, så med sækken fyldt og humøret højt slendrede vi en tur ned gennem Broadway. Duftindtrykkene ramte os på hvert et gadehjærne, og selvom vi hverken kunne se skraldespande eller cigarrygende mænd blandede lugtene sig i det orange skær fra en nedadgående sol. Og i tusmærket ramte vi for enden af gaden lysinfernoet på Times Square.
Her blinker alting – ligesom på film. Selv politiet har fået neon i skiltet, og overalt myldrer indfødte og turister ud og ind mellem hinanden og tværs over de fem-sporede veje, der er tætpakkede med gule taxier. Det tog næsten pusten fra os, men satte et godt udgangspunkt for vores store Amerika-tur.
Godt trætte er vi ved at dejse omkuld på hotelværelset med en Brooklyn Pilsner i hånden. I morgen går det for alvor løs i det store æble, der aldrig sover. Det gør vi dog.
God nat -
Kasper og Cecilie
Goddag og velkommen. På denne side vil vi skrive om løst og fast fra vores tur rundt i USA, Caribien og Sydamerika.
I skrivende stund er vi ved at planlægge de sidste detaljer, så som at pakke og sige farvel til venner og familie.
Nu er der kun to dage tilbage før vi stikker af mod The Big Apple.
I kan følge vores skriblerier fra vores tur her på hjemmesiden. Kig jer lidt omkring, der er allerede et par videoer og en plan over vores rejserute.
kh Kasper og Cecilie
Kasper
cillex
seneste hilsen