You are currently browsing the category archive for the 'Chile' category.

Fra Chile

Med et par sidste-øjebliksbilletter i hånden følger vi strømmen af festklædte fans fra metrostationen op til stadion.
Vi er kommet til Chile, og i aften tager Chile imod ærkerivalerne fra Argentina i en VM-kvalifikationskamp i fodbold. Historien er ikke med Chile. De har aldrig slået Argentina, og ingen i landet tror rigtig på en sejr i aften.
Men håbet lever, og vi køber et chilensk flag til en femmer, svøber det om os og klatrer op mod vores pladser øverst oppe på det noget faldefærdige nationalstadion.

Miraklet sker. Argentina spiller ad helvede til, hjemmeholdet spiller optimistisk, og en et-nul-sejr er nok til, at Chile skriver fodboldhistorie. Chilenerne går fuldstændig amok og fester, som om de har vundet VM. På plaza Italia inde i Santiago stimler folk sammen i et massehysteri af glæde og stolthed. Mens nogle hænger faretruende fulde i lyskurvene, går vi med vores chilenske flag,vores skandinaviske udseende og et enkelt viva Chile på læberne rent ind hos fodboldfanatikerne.

Flere advarer os dog om, at det hele vil gå amok inden for 10 minutter. Så mens en mindre hær af betjente i pansrede biler gør klar til at tackle fodboldfolket, går vi på bar, hvor ikke så få skåle bliver dedikeret til Chile og deres fodboldhelte.

Fra Chile

Vinturister uden mål og med
Vi kom til Chile en lille uge forinden. Vi krydsede grænsen fra Bolivia til Chile ved et lille skur, scenisk beliggende i 4.000 meters højde. Det intermistiske grænsehus markerede overgangen fra Bolivia, der er et af verdens fattigste lande, til Chile, der er sydamerikas rigeste. Det var som at træde ind i en anden verden. Priserne i Chile er europæiske, men det samme er kvaliteten af mad, hoteller og busser. I Santiago vælter vi os i store bøffer og rødvin, vi slendrer rundt i den elegante by og nyder den indbyggede komfort.

Vi har lejet en lille øse og triller nu rundt i vinlandet syd for Santiago. Solen skinner lystigt og konfirmerer den dejlige forårsstemning landet er indhyllet i. Vinmarkerne ligger spredt med rund hånd, og vores bil stopper nærmest helt automatisk ved de små og store vingårde, hvor rundture og prøvesmagninger gør livet til et dejligt sted at være.

Snart truer vinterkulden i Danmark, men som et par stædige vinranker suger vi de sidste vitaminer ud af det sydamerikanske kontinent. I aften tager vi på kasino. Hvis det går godt, kan det være, at der bliver til en lille hacienda i Chile. Det ville klæde os. Attituden har vi i hvert fald allerede.