Det var inka, Katinka – scener fra turistens Peru

Så er vi for alvor kommet til inkaland. Peru tager dets historiske arv fra inkariget seriøst. Man kan få Inka Cola, gå på inka-apoteket eller ryge sig en stille inkasmøg. Og så er hovedattraktionen alle de gamle inkaruiner, som ligger spredt med gavmild hånd ud over landet.

Vi lever i Peru som de fleste andre turister nu engang gør: Vi hygger os, ligger lidt på stranden, er på jagt efter historiske og kulturelle skatte, bestiger bjerge, søger kulinariske fix, står på sandboards i ørkenen og sidder tmevis i små biler og busser på snoede grusveje i bjergene og får ryset alle de indre organer godt på plads.

Jordskælv står ikke i guidedbøger
Vi rejser rundt med Kaspers mors aflagte guidebog. Verden og Peru har ændret sig noget siden bogen blev skrevet, så vi er vant til at informationerne i bogen ikke  helt stemmr overens med virkeligheden. Men vi blev dog noget overrasket, da vi kom til Pisco. Bogen beskrev Pisco som en hyggelig by, der gik langt for at skabe en hyggelig atmosfære. Det eneste, vi så, var en totalt faldefærdig by, hvor alt lå indhyldet i støv. De hoteller, der stod beskrevet i guidebogen, lå alle i ruiner, og det var først her, at det gik op for os, at Pisco blev ramt af  et kraftigt jordskælv for lidt over et år siden, hvor der døde over 600 mennesker. Her 14 måneder senere var byen stadig et sørgeligt syn. Der lå murbrokker overalt, og mange mennesker og forretninger  boede stadig i små midlertidige træskure eller telte. Vi indlogerede os på byens fineste hotel, der lå midt på den centrale plads. Set fra stueplan var det et ganske pænt hotel, men hvis man kiggede bare lidt op, kunne man se, at de øverste etager manglede.

Vi brugte byen som udgangspunkt for en tur til Isla Ballestras, der også bliver kaldt fattigmands-Gallapagos. Der var rigtig nok også masser af søløver, delfiner  og fugle i tonsvis, men det kan dog ikke helt måle sig med det rigtige Galapagos.

Sandtumlerier for begyndere
Midt i ørkenen syd for Lima ligger en lille oase omkranset af sandbjerge så høje, at man kan stå på sandboards på dem. Her følger en kort og selvoplevet instruktion til legen i sandet:
1. Man sætter sig ind i en lille sandboggie-bil, der i flyvende fart tæsker gennem sandbjergene for derefter at sætte en af på toppen.
2. Man spænder sandboardet – minder om et snowboard – fast på fødderne.
3. Man kaster sig frygtesløs ud over kanten.
4. Man ender i et sandt sandinferno.
5. Man ømmer sig og forsøger at ignorere det faktum, at man har sand i alle tænkelige åbninger.
6. Man sætter sig ind i boggien igen og gentager punkt 1-6, indtil man er helt sandfortumlet.

Fra Peru

   
Moderne pilrimme på jagt efter autenticitet
Det helt store højdepunkt for mange turister i Peru er Machu Picchu. Vi deltog i den stadigt tiltagende folkevandring mod disse gamle inkaruiner. De fleste vælger at bruge 4 dage på at vandre op til Machu Picchu på en gammel inkasti. Da vi er noget mere komfortabelt anlagte, valgte vi at skippe den strabadserende bjergvandring og tog en noget lettere løsning – nemlig transport med bil og bus.

Machu Picchu er en gammel inkaby langt oppe i bjergene, der blev genopdaget af en amerikaner i starten af sidste århundrede. Det er den moderne drøm om at finde en hemmelig og utilgængelig by, og i den ånd valfarter et gennemsnit på tusind turister hver dag til Machu Picchu. Os inklusiv.
Men selvom vi valgte bilen, blev det ikke mindre spændende, stressende eller albuekæmpende. Allerede klokken 4 om morgenen stod vi søvndrukne op for at stille os i kø ved busstationen i byen Aquas Caliente, det er sidste stop inden en lang opstining. Hvis man vil se Machu Picchu fra oven, skal man nemlig bestige bjerget Huayna Picchu, og kun de første 200 besøgende får en plads- derfor gælder det om at komme med en af de første busser, så man igen kan stille sig i kø ved indgangen. Vi kom med den tredje bus, og da ruinkomplekset åbnede klokken 6, styrtede vi i gåsegang med alle de andre håbefulde eventyrer hele vejen gennem komplekset for for tredje gang at stille os i kø. Efter en times tid fik vores billetter påskrevet nummer 64 og 65, og vi kunne ånde lettede op – men kun i kort tid. Derefter fik vi brug for al vores luft. Turen op til toppen går ad en stejl trappe på bjergsiden, og det tager cirka en time at nå dertil, vel at mærke for de trænede. Vi kunne for foden af trappen allerede mærke, at vi var oppe i 2.500 meters højde, og derfra blev det kun sværere at trække vejret. Hvert skridt var en anstrengelse, og vi lænede os forover med hændene på lårene for at gøre os små, så hjertet ikke behøvede pumpe så meget rundt, og for at få støtte til de trætte benbasser, der vaklede opad, opad, opad. Selvfølelig er der altid nogle fyre, de vælger at løbe turen med tre trin ad gangen, så med sammenbidt udtryk, røde kinder og forventning om et storslået syn fortsatte vi prustende men ufortrødent. Og snart kunne vi da også fornemme, hvd der ville vente os i mål. På bjerskråningen overfor, liggende mellem grønne træer og kolde klipper, vågnede Machu Picchu langsomt i takt med turistenes indtog, mens solen kastede sine første stråler på den enorme, nu forladte by.