Andesbjergene er vores legeplads

Siden vi rejste rundt i Venezuela, har Andesbjergene været en fast rejsepartner. Vi har krydset, rejst langs, brugt timer i dårligt affjederede busser, der tager de mange hårdnålesving i et hårrejsende tempo, tumlet og leget i denne fantastiske bjergkæde, der med sine sine majestætiske grønklædte bjerge og sine enestående udsigter jævnligt tager pusten fra os.
I Ecuador landede vi midt i bjergkæden igen, da vi satte benene i Quito i over 3.000 meters højde. Luften er tynd, og bare den mindste fysiske anstrengelse giver åndedrætsbesvær.
Fra Quito kørte vi sydpå til Baños, hvor varme kilder, brusende floder og aktive vulkaner kæmpede ivrigt om vores opmærksomhed. Vi indlogerede os på et fint hotel med store vinduer ud mod bjerge og vulkaner.

Op på krikken, amigo
Byen er fyldt med hostaller, turist-restauranter og rejsebureauer, for den er udgangspunkt for alverdens forlystelser. Det udnyttede vi til at prøve lykken til hest endnu en gang. Første gang var på sletten i Venezuela for nogle uger siden, og nu gjalt det en rundtur på en aktiv vulkan. Sammen med et engelsk  par og to lokale teenagedrenge som guider satte vi os godt tilrette i lædersadlerne – allerede et godt tegn på en mere komfortabel tur end den forrige i plastiksadler.

Der var dog ikke gået lang tid op af skråningen, før Kasper måtte skifte krikke. Hans unge hest var for vild, mente drengene, der havde set det lille kræ sparke bagud. Nu havde Kasper ellers lige fået styr på den. På en større hest var han dog klar til at tage kampen op, så vi fortsatte ad de støvede stier.
“Har I prøvet det før?”, spurgte drengene os, før vi sparkede  hælene i pelsen, og vi fik fremstammet “en smule” og ”aldrig”, men svaret så ikke ud til at hænge fast, for pludselig satte vi i galop og fløj fremad i dundrende fart.
Faktisk undgik vi næsten at trave, og på toppen af vulkanen følte vi os som ægte cowboys – klar til at vende tilbage. Sådan skulle det bare ikke gå. Vi red og red, ned ad enge, over porrøst vulkanaske, gennem tætbevoksede stier og oftest uden at drengene viste, om vi kunne komme frem. Efter 4½ time (vi havde forventet 3), kunne vi endelig stige af med møje og besvær. Cecilies fod havde på et tidspunkt sat sig fast i stigbøjlen, da hun skulle af, så hun var faldet nede på stenene, og hendes sadel havde hængt skævt det meste af turen. Kasper havde trods sine stærkt forbedrede rideevner ikke helt lært at sætte sig op i sadlen, så vi måtte nærmest humpe tilbage til byen. Ryg, lænd, ben og baller fuldstændit smadrede. Hele næste dag kunne vi ikke andet end at ligge i sengen med selvmedlidendhed og masser af godter. Derpå fik vi en god omgang massage, så vi var fit til nye eventyr.

Fra Ecuador

Våd, kåd og fornøjet
Stadig med eftervirkninger fra rideturen spændte vi hjelmen, tog fat om åren og satte foden godt fast under nylonremmen. På en rafting-gummibåd sidder man nemlig på kanten uden noget at holde i, og nu skulle vi ud og slås mod strømmen. Selvsikkert udpegede kaptajnen os til at sidde forrest i båden for at sætte tempoet. Usikkert skævede vi til hinanden, kiggede på den kraftigt brusende flod, og derefter på de tre små piger, der vr med i båden. De var så små, at de ikke engang kunne udfylde våddragten, og lignede bestemt ikke nogle, der var mestre i pagajfægtning. Med vores sparsomme svenske kanoerfaringer i baggagen og kaptajnens konstante kommandoer blev vi sendt ud i et langt, vådt adrenelinchok. Vi klarede flodens hidsige strømme, kom under vandfald, over sten og var endeligt en tur i baljen. Helt uden skrammer.

Efter et par actionfyldte dage drog vi videre for at slutte vores Ecuadoreventyr med besøg i en gammel koloniby, bestigning af et gammmelt inkatempel og et hurtigt visit i verdens bananhovedstad.

Nu venter nye eventyr i Peru. Vamos, chicos.